Bent og Paraplyen er kørt trætte af Fyrvejen: Hjælp os med at finde et andet sted
NYKØBING: Findes der nogen derude, der vil huse et værested for Klub Paraplyen, den frivillige forening for senhjerneskadede i Morsø Kommune, så vil det blive taget imod med kyshånd af foreningens formand, Bent Ulriksen, og medlemmerne.
- Vores største ønske for 2026 er at komme væk fra kommunens tildelte lokale på Fyrvejen og finde et andet sted, hvor vi kan drive vores klub. Så findes der nogen derude, der har et tomt og egnet lokale, hvor vi i fred og ro kan lave aktiviteter til glæde for vores medlemmer, så tag endelig kontakt. Vi er ikke en rig forening, men en lille husleje kan vi nok betale, siger Bent Ulriksen.
Ønsket om at komme væk fra den offentlige institution på Fyrvejen bunder for Bent og medlemmerne i, at de efterhånden er kørt trætte af ”slagsmål” om brugen af lokalet.
Paraplyens medlemmer føler hverken vilje eller vej fra kommunal side til, at de kan drive et socialt værested for nogle af kommunens mest udsatte og sårbare borgere, hvor det er rart at mødes over et spil kort, en strikkecafé, fællessang, hjemmebiograf, ture ud af huset eller den gratis frokost, som medlemmerne kan nyde i hinandens selskab tirsdag og torsdag takket være sponseret pålæg og brød.
- Ud over alle de forhindringer og benspænd, vi er stødt på gennem to år og har holdt utallige og frugtesløse møder med de kommunalt ansvarlige om for at få lov at benytte lokalet på en måde, der tilgodeser vores medlemmer, aktiviteter og åbningstider, så har vi senest fået skudt i skoene, at vores medlemmer udviser dårlig adfærd og tone på en måde, der gør de ansatte utrygge ved os. Det forstår vi ikke, for vi har ikke kontakt til personale på stedet og føler heller ikke, at vi har en adfærd og tone, der kan gøre nogen som helst bange for at være sammen med os, siger Bent Ulriksen.
Møder Paraplyen modstand på Fyrvejen, så er Bent Ulriksen glad for, at det modsatte er tilfældet, når han selv eller andre medlemmer møder opbakning og økonomisk støtte fra virksomheder, butikker og private rundt om på øen.
- Uden den opbakning og økonomiske hjælp kunne vi slet ikke drive Paraplyen nu, hvor vi ikke længere modtager tilskud fra kommunen. Nu håber vi så, at der også kan findes opbakning og hjælp der gør, at vi kan flytte fra Fyrvejen og få vores eget sted, så vi slipper for at bruge mere tid og kræfter på kommunal modvilje og i stedet kan bruge vores tid og kræfter til gavn for Paraplyen, siger Bent Ulriksen.