Belønningsmedalje for 46 år hos Brandt i Hurup

Sidste år forlod regnskabsassistent Ellen Bærendsen Brandt i Hurup efter 46 år - det har hun nu fået Den kgl. Belønningsmedalje for

05. marts 2021 kl. 15.59

HURUP: Stemningen var i top, da medarbejderne fredag formiddag var samlet hos Brandt Revision på Møllevænget i Hurup.

Sammenkomsten bød på et gensyn med 64-årige Ellen Bærendtsen, der 1. april i fjor gik på pension efter 46 år i virksomheden.

Statsaut. revisor og partner i Brandt, Kris Yde, havde efter Elle Bærendtsens fratræden indstillet sin trofaste medarbejder til Den kgl. Belønningsmedalje.

Og den indstilling efterkom hoffet.

I indstillingen hed det blandt andet: ”Sjældent har vi haft medarbejdere, som gennem så mange år, har beskæftiget sig med det administrative felt og som over årene til stadighed har formået at holde sig skarp på både de faglige, branchemæssige og de teknologiske udviklinger. Jobbet er i 2020 et helt andet end det var for 10, 20 og 30 år siden. Ellen har fulgt med og har været en sikker repræsentant for den høje kvalitet og forretningsmæssige etik, som vores virksomhed står for”.

- På grund af corona, skulle vi lige vente med overrækkelsen, indtil vi igen måtte være flere sammen, fortæller Kris Yde.

Ved en uhøjtidelig ceremoni sørgede Kris Yde for, at medaljen og den medfølgende skrivelse fra hoffet blev overrakt.

- Jeg kom i lære som kontorassistent hos det daværende F. O. Andersen 1. september 1974. Og her er jeg så faldet godt til, smiler Ellen Bærendtsen, der sammen med sin mand Carl bor i en naboejendom til revisionskontoret.

Men 1. april i fjor var det slut.

Nu har hun fået bedre tid til sine børnebørn og til at lave lidt om på huset på Refsbølvej.

- Hun jager med mig. Når hun siger, at hun har tænkt på en ting, så ved jeg, at det er mig, der skal lave det, smiler Carl Bærendtsen.

Overækkelsen blev fejret med frokost for de indbudte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste