Fejres med balloner: Populær frisør runder et skarpt hjørne
Tiden går hurtigt, når man er i godt selskab, siger ordsproget. Fredag kunne frisør Hanne Lykke pludselig se tilbage på 20 år som selvstændig frisør.
Årerne er fløjet afsted.
For når man elsker sit arbejde og er glad for hver dag, man møder ind, så smutter årene på den store klinge.
Jubilæet fejres med balloner - som forbipasserende i gågaden kunne vinde på. Faktisk var der gevinst på hver tredje ballon, der var hængt udenfor butikken, som man bare skulle tage en af og gå ind i butikken for - måske at hente sin gevinst.
- Jeg elsker at møde mine glade kunder og mine trofaste medarbejdere - hver dag. Det betyder virkelig meget for mig. Det er nok den største grund til, at det føles, som årene bare er gået vildt hurtigt, lyder det fra den altid smilende frisør.
Ansatte fra dag ét
Fredag mødte hun ind på arbejdet og blev til sin store overraskelse modtaget af ballon-æresport, rød løber, gave og fødselsdagskort fra medarbejderne, der fik tårerne frem.
”Stort tillykke til verdens bedste chef - knus fra pigerne” stod der, og det fik tårerne til at stå frem i øjenkrogene hos chefen.
Faktisk er det 35 år siden, at 57-årige Hanne Lykke blev udlært hos frisør Morten Lynge.
- Her var jeg i 13 år og blev leder af salonen. Den erfaring jeg fik her, gjorde det nemt at beslutte at tage springet til at blive selvstændig. Og ikke mindst turde ansatte piger i salonen fra dag ét. Jeg kunne aldrig tænke mig at gå alene i en salon, som nogle af mine kollegaer gør. Det ville jeg ikke kunne trives med, lyder det.
Med i kæde
Spørger man Hanne Lykke på jubilæumsdagen 2. juni om op og nedture i salonen, er coronatiden den største nedtur.
- Det var virkelig en træls tid med to nedlukninger. Da tænkte jeg på, hvordan det hele skulle gå. Det var så her, jeg besluttede mig for at udvikle forretningen ved at blive en del af Parks-kæden og det store fællesskab af mange saloner. Så coronaen udmøntede sig også i en god beslutning for min salon, som er blevet mere bæredygtig. Og mine ansatte har fået en masse kollegial sparring fra de andre saloner ”i familien”.
Uddannet 9 frisører
Det har bare været 20 supergode år. Og om fremtiden, siger Hanne Lykke.
- Jeg tror nok ikke, jeg oplever 30 års jubilæum, men måske de 25. I hvert fald har jeg absolut ingen tanker om at stoppe. Men selvfølgelig skal jeg i løbet af de nærmeste år til at tænke over hvordan salonen skal køre videre, når engang jeg holder.
- Men indtil da vil jeg bare nyde mit arbejde, det gode selskab med kunder og ansatte, lyder det fra frisøren, der i øvrigt har uddannet 9 frisører i sin salon.
Jubilæumsdagen blev udover ballon-konkurrence også fejret med snacks og lidt godt til ganentil alle, der kiggede ind i Storegade 18.