Baglæns læsning i skolegården
Elever fra 2.b trænede tirsdag de 120 mest anvendte ord i det danske sprog
NYKØBING: Når man har læsning i skolen, og når det i denne coronatid også handler om at være aktiv, holde afstand og være ude i den friske luft mest muligt - hvorfor så ikke kombinere de ting.
Derfor fik lærer Rune Gludsted, M. C. Holms Skole i Nykøbing, ideen at kombinere det hele i en anderledes dag i skolegården.
Tirsdag 25. august kunne man således se det underlige syn: Elever gå to og to baglæns rundt i skolegården med opslåede bøger - tilsyneladende til deres store fornøjelse.
Rune Gludsted sender de to kammerater Villads og Alfred afsted:
- I går henimod hjørnet derovre. Og når i når det, så går i baglæns tilbage, siger han og henvendt til reporteren:
- Vi har aktiviteter i både klassen og udenfor. Vi har dansk på skemaet i dag og træner 120 ord. Genkendelse af de 120 mest almindelige ord i det danske sprog, lyder det fra lærer Rune Gludsted, der har travlt med at dirigere elevparrene fra 2.b rundt i skolegården forlæns og baglæns, mens der læses højt.
Ordgenkendelse af de 120 ord er vigtig, når man skal lære at læse - ikke mindst for tosprogede elever.
Ordenene forekommer faktisk så hyppigt, at omtrent hvert andet ord, der bliver sagt eller skrevet, består af de 120 ord.