Anna Marie er årets elev
HK MidtVest har kåret 34-årige Anna Marie Nielsen som ”Årets elev”- hun blev overrasket på sin arbejdsplads BILA A/S i Nykøbing
NYKØBING: HK MidtVest har kåret 34-årige Anna Marie Nielsen som ”Årets elev”.
Hun blev tirsdag 3. november overrasket på sin arbejdsplads BILA A/S i Nykøbing Mors.
Her kiggede afdelingsformand Marianne Køpke og organisator Mette Solberg forbi med diplom og gave.
- Goddag. Mit navn er Marianne Køpke, og jeg er formand for HK MidtVest. Jeg har en helt speciel grund til at være her hos BILA A/S i dag. Jeg er her, fordi jeg skal overrække prisen ”Årets elev i HK MidtVest” - og årets elev er én af jeres kolleger, nemlig Anna Marie Nielsen, der har været økonomielev her hos jer, sagde hun til en overrasket Anna Marie.
Anna Marie blev færdiguddannet i august i år og er i dag fastansat som accountant i afdelingen Finance hos BILA.
Mens hun intetanende var til møde med kollegerne, blev der forberedt den helt store overraskelse i virksomhedens teknologicenter. HK MidtVest havde medbragt kage, blomster og diplom.
- Jeg var godt klar over, at der var noget under opsejling, men jeg vidste ikke hvad. Det er en kæmpe cadeau at blive Årets elev og en bekræftelse i, at man gør det rigtige, sagde en rørt Anna Marie Nielsen.
Det er Anna Maries chef, financial manager Susanne Damgaard og kollegaen, accountant Helle Hvass Krog, der har indstillet Anna Marie til prisen ”Årets elev i HK MidtVest 2020”.
Det er fjerde gang, at HK MidtVest kårer årets elev.
I 2018 gik prisen til salgsassistentelev Sara Nielsen fra SuperBrugsen i Hammerum.
I 2017 modtog Patrick Sørensen, trainee i regnskabsservice nord hos Kvik A/S i Vildbjerg, prisen, og i 2016 fik revisorelev Elina Østergaard Goul hos Landbo Limfjord i Skive den.
Om baggrunden for prisen forklarer Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest:
- De unge, som tager en erhvervsuddannelse, kan ikke værdsættes nok. Derfor har vi stiftet prisen, så der kan blive sat spot på de mange dygtige elever, der findes inden for HK’s område, og så flere måske kunne have lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. Der er nemlig brug for dem rundt omkring på arbejdspladserne.
Foruden et diplom og blomster modtog Anna Marie Nielsen en transportabel højttaler til mobilen fra B&O.
HK MidtVest uddeler senere på måneden ”Årets elevplads 2020”. Der er indstillet 15 elevpladser til prisen.