Altid med i spillet - og noget ved musikken- i fem årtier
NYKØBING: Da den dengang 24-årige Jens Riis 1. juli 1972 åbnede Morsø Musikhus i Nykøbing var det med sloganet „Altid med i spillet“.
Sloganet bruger han endnu og især biordet „altid“ har i den grad holdt stik.
For mens musikbutikker på stribe er bukket under for især konkurrencen fra internettet, holder han stand.
- I dag har jeg kunder fra Holstebro, Hanstholm, Struer eller Skive, ja sågar helt oppe fra Nordjylland, fortæller Jens Riis.
At han skulle sælge musikinstrumenter i fem årtier, må betegnes som tilfældighedernes spil.
Han er født og opvokset i Tøvring, hvor forældrene havde en gård.
Efter skoletiden kom han ud at tjene, og efter tiden som soldat i Randers og Farum kom han i handelslære i Brugsen i Bjergby.
Men så kom der for alvor musik ind i livet hos Jens Riis.
- „Halse“, der drev en musikforretning i Nykøbing var en ældre mand. Og han spurgte, om jeg ville overtage hans varelager. Hans butik, der lå ved siden af min nuværende butik, havde lidt overlast i forbindelse med opførelsen af Morsø Banks nye domicil. Der var revner overalt, fortæller Jens Riis.
Nu gjaldt det om at finde egnede lokaler.
- Jeg skulle bruge nogle „billige“ lokaler til at starte med. Så jeg fandt lokaler i Aagade, som jeg selv byggede om til butik. De har tidligere været brugt som lejlighed, fortæller Jens Riis.
Halballer
Når man driver en musikforretning, skal man kunne begå sig på de fleste af de instrumenter, man sælger.
Det mener i hvert fald Jens Riis, der i sine unge dage spillede saxofon og harmonika, men som igennem sine 50 år med butikken har tillært sig strengenstrumenter.
Når han ikke stod i sin butik optrådte han med flere orkestre til de mange kroballer, der blev holdt i Thy, på Mors og i Salling.
- De fleste af stederne, vi spillede på, eksisterer ikke længere, men det var en god tid, fortæller Jens Riis, der spillede på Hammond-orgel med den legendariske Leslie-højttaler …
Sidst nævnte har han sidenhen fået solgt, hvilket han har ”fortrudt mange gange”.
Købte ejendommen
Efter fire år i Aagade købte Jens Riis ”krabbes gamle konditori” i Algade, der i dag lægger lokaler til Morsø Musikhus.
- Her fik jeg bedre plads. I 1976 var det jo især el-orgler, der blev solgt. Og de krævede plads, siger Jens Riis.
I dag er butikken spækket med alt indenfor musikken.
- Fordelen ved en fysisk butik er jo, at kunderne kan afprøve deres instrumenter inden et køb. Og i dag er guitarer min største artiklen. Jeg sælger rundtregnet en guitar om dagen, fortæller Jens Riis.
Hans dyreste guitar koster 35.000 kroner. Men de fleste, der sælges i butikken, koster mellem 1000 og 3000 kroner.
Internettet
Også Jens Riis har mærket konkurrencen fra internettet. Men hans filosofi er enkel:
- Hvis ikke vi kan matche prisen på nettet, har vi et problem. Så det kan vi her i butikken, siger han.
Også det, at få varer hjem til butikken er blevet til en udfordring efterhånden, som årene er gået i Morsø Musikhus.
- Da jeg startede, havde samtlige leverandører en importør med lager i Danmark. I dag har de fleste producenter kun ét fælles lager i EU. Og der er efterhånden mange ting, som jeg ikke kan få til tiden. Jeg bestilte et klaver i juni i fjor. Det ankom i maj i år – tilmed til en højere pris, fortæller han.
Morsø Musikhus er kommet igennem corona-tiden med skindet på næsen.
- Det første corona-år var godt for os. Folk skulle være hjemme, og så blev der købt musikinstrumenter. Det andet corona-år var knap så sjovt. Vi skulle lukke butikken fra 23. december til 1. marts. Det gav udfordringer, fortæller Jens Riis.
Bliver ved
En ting fra corona-tiden er kommet for at blive: Åbningstiden.
- Jeg åbner først om eftermiddagen mandag til fredag. Det giver mig tid til at komme ud og reparere eller levere om formiddagen. Og sådan en butik som min, har jo de fleste kunder om eftermiddagen, siger Jens Riis, der ikke har nogen aktuelle planer om at stoppe.
- Jeg er 74 år, og jeg ved jo ikke, hvad der sker med mit helbred fremover. Men som tingene er nu, så fortsætter jeg, siger han.
Der er uformel reception i butikken fredag eftermiddag 1. juli.