Billede beskrivelse

Alive Festival gjorde stort indtryk på københavnere: - Vi kommer igen

28. juli 2024 kl. 09.17
Opdateret 29. juli 2024 kl. 07.58

THISTED: Alive Festival i Thisted kan noget og noget andet, end Roskilde Festival kan.

Det var de ”Roskilde-vante” københavnere, Nikolai og Sander, begge 26, rørende enige om, da ligeher.nu lørdag eftermiddag mødte dem på campingområdet, hvor de havde slået lejr sammen med otte jævnaldrende fra hovedstaden.

- Jeg har været på Roskilde Festival mange gange, men jeg har never ever været i Thisted og Thy. Det er mit første besøg her og derfor også første gang, jeg er med til Alive Festival. Og efter to dages festival kan jeg kun sige, at det har været en megafed oplevelse, smilede Nikolai.

Som begge formulerede det, trængte de til et afbræk fra Roskilde Festival, og det var et par af vennerne i gruppen, der foreslog Thisted og Alive Festival.

- De havde været her tidligere og talte varmt for den her festival. Derfor besluttede vi at tage med. Og vi kan kun være enige med dem om, at den her festival kan noget og kan noget andet end Roskilde Festival kan, sagde Sander, som også havde sin Alive Festival debut.

Billede beskrivelse

Set tilbage på de første to dage af den tre dage lange festival, havde placeringen af festivalen midt i naturen i byparken Christiansgave, gjort det største indtryk på Nikolai og Sander. Men også størrelsen på festivalen, længden, musikprogrammet og stemningen blandt deltagerne.

- Når man kommer fra 130.000 deltagere på Roskilde Festival til en festival, der vel er 30-40 gange mindre, så gør det alene en kæmpe forskel. Men kun en positiv forskel. Med sin placering midt i naturen og med sin størrelse, er Alive Festival bare en rigtig hyggelig festival med en god stemning. Og så har den et spændende musikprogram, hvor man kan gå på opdagelse blandt nye navne, man ikke kender og kan få sig en stor oplevelse. Sådan en fik vi for eksempel fredag med de for mig ukendte svenskere Tomode. De var virkeligt fede, sagde Nikolai.

Billede beskrivelse

For ham havde det også stor betydning, at han faktisk havde sovet godt i sit telt under festivalen.

- Her er Alive Festival også anderledes på den positive måde. Her risikerer du ikke at blive vækket klokken halvtre om natten af en larmede Soundblaster. Det eneste, du hører fra de andre telte og deltagere, er stille hyggemusik. Der er bare en helt anden respekt for hinanden og en helt anden ordentlighed til den her festival. Det kan jeg godt lide, så jeg vender helt sikkert tilbage.

Også sander var klar til mere Alive Festival.

- Hele stemningen, hyggen, musikken og et format, der rammer alt der her gode ind på tre dage, det er lige mig. Derfor har jeg allerede besluttet, at det bliver Alive Festival igen for mig til næste år i stedet for Roskilde Festival.

Billede beskrivelse

500 flere i år

Nede på festivalpladsen glædede det Alive Festivals sekretariatsleder, Iben Stubgaard, at høre de to københavneres feedback.

- Når gæster, og i det her tilfælde nye gæster på festivalen, kommer med den slags feedback, så gør det mig både glad og stolt. Det indtryk, de har fået, passer præcist til den festival og de oplevelser, vi gerne vil skabe. Og fra vores side er det helt bevidst, at vi beder vores gæster om at lade store pavilloner og høj musik blive væk fra campingområdet. Til Alive Festival skal man have ro til at sove, så man også kan være aktive i dagtimerne, hvor vi blandt andet arrangerer udflugter for at vise dem Thy, sagde hun.

Billede beskrivelse

Hun glædede sig desuden over, at festivalen i år er lykkedes med at udvide pladsen til at rumme 500 flere gæster.

- Med en udsolgt festival har det betydet, at vi i år har været cirka 4.500 på pladsen inklusive frivillige og gæster. Og selv om det ikke er et mål i sig selv, at vi skal være større og sætte deltagerrekord, for Alive Festival skal aldrig udvikle sig til at blive en kæmpestor festival, så har der været plads til udvidelsen. Alive Festival er stadig en hyggelig og intim festival, hvor det er rart at være og hvor alle respekterer hinanden, hygger sig med hinanden og passer på hinanden.

Billede beskrivelse

Til næste år kan Alive Festival fejre 15-års fødselsdag, og det har allerede så småt sat tankerne i gang hos de frivillige bag festivalen.

- Til efteråret vil vi evaluere årets festival med alle vores frivillige, og så vil vi diskutere, hvad der skal ske til næste år. Vi laver jo ikke Alive Festival for pengenes skyld, men for at skabe oplevelser og fællesskaber og for at udbrede kendskabet til Thy. Vi er tilfredse med det sted, vi står lige nu med festivalen, men man skal aldrig sige aldrig. Nu vil vi evaluere og diskutere, så det kan være, der ud af den evaluering og de diskussioner dukker nye sjove tiltag og projekter op, også med tanke på, at 15 år med Alive Festival nok skal markeres på en eller anden måde, sagde Iben Stubgaard.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste