Billede beskrivelse

Agger er klar til 15. sæson - og der er store ambitioner

17. februar 2024 kl. 19.01


Arrangøren bag Ladywalk Agger, Lone Mark, er nu klar til at tage hul på den 15. sæson med Ladywalk-arrangementet, der på trods af byens størrelse har imponeret med år efter år at have det næststørste deltagertal kun overgået af København ud af de 15 byer, som er værtsbyer for den landsdækkende event.

Ladywalk er en velgørende landsdækkende forening, som hvert år donerer penge til organisationer, der støtter sygdomsramte kvinder.

I 2024 støtter foreningen Hjerteforeningen, KIU- Kræft i underlivet - og OvaCure. Ladywalk er Danmarks største endagsmotionsevent for kvinder, som den sidste mandag i maj siden 2001 har samlet et stort antal motionslystne kvinder landet over.

- Sidste år var vi med 2430 deltagere kun 1000 deltagere fra at slå København i deltagertal, så vi har sat os som mål, at vi i år skal være den by i hele landet, som opnår det største deltagertal. Da vi før corona her i Agger havde vores bedste år, var der 6000 deltagere på vores startliste, og der vil vi da gerne op igen, siger Lone Mark.

Billede beskrivelse

Program klar for Ladywalk Agger 2024

Datoen er nu sat for Ladywalk 2024 – nemlig mandag den 27. maj. Og i år bliver det igen med tre ruter – nemlig tre kilometer, syv kilometer og 12 kilometer. Den korte rute kom med sidste år, og det var en lille sejr for Lone Mark, der i en årrække havde kæmpet for, at en tre-kilometers rute blev godkendt af alle deltagerbyer og foreningen bag Ladywalk.

- Det var en stor glæde for mig at få den rute på programmet, der kan bruges af de sygdomsramte kvinder, som Ladywalk støtter. For som hjertepatient, sklerose- eller kræftpatient, eller bare gangbesværet, så er der mange, som ikke kan gå særligt langt, fortæller Lone Mark og fortsætter:

- Men med ruten på tre kilometer oplevede vi sidste år, at vi fik mange flere deltagere med ud at gå. For tidligere år kom en hel del og støttede arrangementet ved at købe billet og så vente på, at de andre kom hjem fra turen. De blev nu også aktive og deltog på tre kilometers ruten. Jeg håber vi i år kan få fat i endnu flere, der benytter den mulighed, siger Lone Mark.

Lige nu er Lone Mark og en masse frivillige ved at planlægge arrangementet til maj. Der bliver lige nu hængt plakater op og delt brochurer ud. Her opfordres alle til at samle en gruppe enten på arbejdspladsen, blandt veninderne eller familien, i foreningen eller tilmelde sig som privatperson.

- Vi laver hvert år en masse underholdning med musik på startpladsen i Agger, og flere lokale foreninger stiller boder op med blandt andet mad og drikke ved pladsen. Det plejer at blive en rigtig fin dag, hvor alle kommer og hygger sig, fortæller Lone Mark.

Billede beskrivelse

Startstedet er som tidligere år De Sorte Huse, hvor aktiviteterne åbner kl. 15.30 før starten klokken 18.00. Man opfordres til at komme i god tid, for uddeling af t-shirts og rygsække begynder allerede klokken 15.30. Forud for starten vil der være overrækkelse af præmier til de tre største hold og velkomsttale før startskuddet lyder klokken 18.00.

Tilmelding kan ske på Ladywalks hjemmeside senest den 29. april, hvor deltagergebyret koster 185 kroner. Man kan også tilmelde sig på dagen, men til et deltagergebyr på 235 kroner.

Så nu er det med at få samlet veninderne, familien eller kollegerne, så Ladywalk Agger – måske – i år kan opnå det højeste deltagertal i landet, hvilket selvfølgelig er en intern joke mellem byerne, siger Lone mark.

- Vi er bare glade for, at så mange deltagere fra stort set hele landet, melder sig til hos os, fordi de har fået øje på vores skønne natur og gode forhold med vandrestier langs hav, fjord, sø og å. Og jeg er bare glad for at se så mange friske kvinder, der har lyst til at deltage i landets største endags motionsevent for kvinder, der støtter et godt formål, siger Lone Mark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste