Årets store sommerfest: Strip, ølløb, modeshow og havetraktortræk
Et gigantisk telt er rejst på Ræhr Stadion. Årets sommerfest er startet torsdag, og i løbet af weekenden vil mange fra Ræhr og hele lokalområdet trække til den gamle fodboldbane.
Teltet bliver omdrejningspunkter for en stribe aktiviteter: modeshow med Samilla og Roshage, sen aften-strip med Miss Dynamite, fest i teltet med Johnny Madsen Tribute, helstegt pattegris, musik med John Pilkington og MD Duo med Kanstrup. Der bliver også tid til et kaffemøde med beboerforeningen, som vil fortælle om aktiviteter i byen.
Udenfor vil festpladsen syde af aktiviteter for både voksne og børn: havetraktortræk, grillfest, ringridning, naturbingo, karamel- og ølløb, foodtruck, øltelt og den traditionelle udendørs ølbar, skumkanon, sliktelt, Thomsens auktion og meget mere.
- Vi har i år prøvet at lave en god blanding af de kendte indslag og en stribe nyheder - ikke mindst for børnene, fortæller formand for Ræhr Beboerforening Bettina Rysgaard.
Sommerfesten er jo den store begivenhed i Ræhr og virkelig noget, som der er stor opbakning til.
- Vi kalder det med vilje en sommerfest og ikke en byfest for at signalere, at festen er for alle, uanset hvor man bor. Vi ved fra de foregående år, at rigtig mange fra Hanstholm og omegn omkring Ræhr også sætter stor pris på at være med.
- I år har vi lagt adskillige meter til det store festtelt. Baren bliver meget større end sidste år, og i det hele taget er teltet indrettet på en ny måde, så alle får den bedste oplevelse, fortæller Bettina Rysgaard, der glæder sig til den store fest.
- Vi er en stor festgruppe, som får travlt. Men vi har rigtig flot opbakning af mange frivillige, der giver en hånd med i afviklen af så stort et arrangement.
Således har krocketklubben sagt ja til at stå for opsamlingen af affald, efter festen er slut.
Det er et stort og mangfoldigt program i år. Man kan finde det på Ræhr Bys Facebookside.