Mennesker

Blod i spildevandet: Thisted Vand åbnede dørene

11. september 2022 kl. 10:00

Spildevandet på vej ind i Thisted rensningsanlæg på Johnsens Alle er blodrødt. Det er det fordi naboen Tican leverer spildevand svarende til halvdelen af Thisted rensningsanlægs kapacitet.

Det kunne gæsterne til onsdagens åbent-hus hos Thisted Vand AS ved selvsyn se.

Men de kunne også se, at beskidt plumret spildevand, blev til helt klart vand, efter det var blevet renset i det kæmpemæssige anlæg - ved hjælp af først og fremmest luft og naturlige bakterier.

- Vi ønsker med vores åbent hus rundt i rensningsanlæggene i Hanstholm og i Sydthy at sætte fokus på både vores spildevand og vores drikkevand. For vores vandforsyning hænger sammen i et vigtigt kredsløb.
Vand er ikke bare noget der kommer af sig selv ud af hanerne.

- Ligesom toilet og afløb ikke kan tage i mod hvad som helst, fortæller Helle Korsgaard, administrerende direktør for Thisted Vand AS. 

- Derfor åbner vi vores døre, så borgerne kan se hvad der sker, når vandet løber ud i kloakken. Og fortæller at vandet, både spildevand og det rene vand i hanerne er en ressource, som vi skal bruge med omtanke.

For eksempel er der kun tre ting, der må komme i toilettet: det er det der kommer ud af os, og så er det toiletpapir. Alt andet skal i skraldespanden. Engangservietter, bind, vatpinde og køkkenrulle.
Men også hår skal i skraldespanden.

Det overrasker mange. Hår og de andre ting er et kæmpeproblem for os på rensningsanlægget - for det stopper vore pumper til. Det koster økonomiske ressourcer for os alle.

3,3 kubikmeter

Thisted Vand håndterer over hele Thy hvert år mellem 6,5 og 8 mio. kubikmeter spildevand. Det transporteres rundt i 1050 km. rørledninger - ved hjælp af af 340 pumpestationer.
Thisted Vand AS har også ansvaret for alt de 3,3 mio. kubikmeter drikkevand som private og virksomheder bruger.

- Vi har fantastisk drikkevand i Thy, siger Helle Korsgaard.

På en skærm viser hun, at Thisted henter uden sammenligning det reneste vand op af undergrunden. 70 procent af grundvandet der hentes op kan leveres direkte ud til forbrugerne - uden at skulle gennemgå nogen former for vandbehandling. Det er det vand der kommer fra Baun, Tved, Vang og Taabbel.

Det er enestående i forhold til resten af landet. Det skyldes unikke geologiske forhold i Thy.
Men vi er også sårbare. For vi har ikke i Thy det samme beskyttende lerlag, som det meste af resten af Danmark. Derfor er der trusler mod vores drikkevand: brug af pesticider og Round Up (Glyphosat.red.). Og så er det vigtigt at vi ikke hælder noget i vores kloakker ude i vejen.

Strømproducerende

På vejen rundt i rensningsanlægget i Thisted kunne gæster også se husets biogasanlæg, som producerer 1,9 mio. KWh årligt - svarende til strømforbruget i 500 husstande.

- Vi omdanner vores slam til metangas som igen bliver til strøm. Faktisk laver vi mere strøm, end vi selv bruger i vores rensningsanløg, fortæller driftschef Jesper Odder. Det viser bare at vores spildevand også er en meget værdifuld ressource.

Ud over rensningsanlægget i Thisted kunne åben-hus-gæsterne også besøge vandtårnet, som ikke bruges til vand mere, Rensningsanlæggene i Taabbel og i Hanstholm.

Der bliver åbent hus hos Thisted Vand hvert år fremadrettet. Og skolebørn bliver nu inviteret til at lære om vores drikke og spildevandsvands tur fra hane til hav og fjord

Annonceret indhold

Nyeste