Billede beskrivelse

73-årige Birthe sætter rekord som student: Det er aldrig for sent at lære

26. juni 2025 kl. 12.11

THISTED: Onsdag blev en helt særlig dag for både Birthe Grønkjær og også for Thy-Mors HF & VUC på Munkevej i Thisted.

Onsdag blev 73-årige Birthe Grønkjær, Hanstholm, så vidt vides den ældste HF-student nogensinde.

Under det store kastanjetræ i den gamle skolegård fik hun huen sat på af sine tre stolte børnebørn Lilli, Clara og Ella.

Billede beskrivelse

Det var under corona-nedlukningen, hvor hendes værtshus, Hanstholm Bodega, måtte holde lukket, at Birthe traf en livsændrende beslutning: Nu skulle drømmen, hun aldrig havde fået udlevet, blive til virkelighed. Hun ville læse historie.

- Jeg har altid elsket historie, men livet kom i vejen. Da alt lukkede ned, tænkte jeg: Nu gør jeg det, fortæller Birthe Grønkjær.

Ét fag blev til flere, og fem år senere har hun afsluttet en fuld HF-eksamen – med et imponerende gennemsnit på 10,3 og flere 12-taller i karakterbogen.

Billede beskrivelse

Birthe Grønkjær har kastet sig over fag som historie, geografi, samfundsfag, religion og et særligt forløb om USA og Trump. Matematikken var dog en stor udfordring.

- Jeg var nødt til at starte helt forfra. Jeg læste hele folkeskolens matematikpensum igen. Det tog tid, men jeg kom igennem det. At være ældst på holdet – med mange elever i teenagealderen – var aldrig et problem, fortæller Birthe med et smil.

Billede beskrivelse

- De unge har været fantastiske. De hjalp mig med IT – det er helt klart min svageste side. Til gengæld kunne jeg bidrage med den faglighed og livserfaring, jeg har samlet op gennem årene, lyder det fra den nybagte student, der også roser skolen for et motiverende læringsmiljø og engagerede dygtige lærere.

Udenfor døren blev den nybagte student modtaget med champagne og Dannebrogsflag.

- Vi er stolte af mor. Nu har hun gjort det - hun har ærgret sig lige siden folkeskolen over, at hun aldrig blev student, lyder det fra ældste søn, Lars Grønkjær, mens der trækkes hældes champagne op.

Billede beskrivelse

- Det er faktisk lidt sjovt, at netop bygningen, hvor Thy-Mors HF & VUC er i dag, var realskole i min skoletid. Her tog jeg realeksamen. Vi flyttede til Hanstholm i 1967 og her var der ikke mulighed for at tage realeksamen. Derfor skulle jeg til Thisted. Så en ring er sluttet, siger Birthe Grønkjær, der nu skal nyde sin flotte eksamen og mon ikke der bliver en skål eller to med Bodegaen i Hanstholms stamgæster.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste