Jubilæum: Jørgen Gravesen kan se tilbage på 45 år i boligsalgsbranchen i Thy og 4500 hushandler. Foto: Ole Iversen
Mennesker

45 år med 4500 solgte huse

1. april fejrer en af Thys kendteste ejendomsmæglere, Jørgen Gravesen, 45 år i faget

25. marts 2021 kl. 17:29

THISTED: Han har været med gennem en forrygende udvikling i salget af huse i Thy.

Fra da ejendomsmægleren havde det meste i hovedet og resten på et stykke papir i overlommen. Hvor inventaret var en regnemaskine og en fastnet telefon på et lille bitte hjemmekontor og salgsopstillinger var ikke opfundet endnu.

Renten på boliglån var ustyrlig og svingede op til 23 procent.

1. april fejrer en af Thys kendteste ejendomsmæglere, Jørgen Gravesen, 45 år i faget, og selv om han er fyldt 73 år, så har han ingen planer om at lave andet end at sælge huse.

Jørgen Gravesen er oprindeligt uddannet bogholder og havde et job som kontorchef hos Dania i Himmerland.

1. april 1976 besluttede Jørgen Gravesen, at han ville starte op som ejendomsmægler.

Samtidigt med de første hushandler, uddannede han sig til statsautoriseret ejendomsmægler, som der på det tidspunkt kun var én af i Thy.

Men det var ikke en god tid at starte op på.

- Det gik skidt dengang. Renten var skyhøj og op til 100 huse røg på tvangsauktion i måneden, med store tab for banker, kreditforeninger og familier som følge, fortæller Jørgen Gravesen, der ved siden af selve salget af huse havde mange opgaver for bankerne som vurderingsmand.

- Jeg blev mange gange sendt ud for at hjælpe familier med økonomisk overblik og tilretning af deres økonomi, så de kunne blive i deres hus, siger han.

Den entreprenante ejendomsmægler fik også indført salgsopstillinger i Thy.

I løbet af 1980 blev tiderne langsomt bedre.

Kontormedhjælper Margit Brunse blev ansat, og i 1989 blev ejendomsmæglerkæden EDC stiftet som en landsdækkende edb-baseret, digital platform for udbud af ejendomme.

Jørgen Gravesen var med - i øvrigt sammen kollegaen Hugo Larsen, som Jørgen Gravesen har kendt siden barndommen.

Næsten samtidigt blev hjemmekontoret i Sennels skiftet ud med kontor og salgslokaler i Storegade 22 i Thisted, som stadig er adressen.

I 2012 overtog datteren Mette officielt familievirksomheden, som Jørgen Gravesen dog stadig har godt fat i tøjlerne af.

Han kan nu se tilbage på en forrygende tid som ejendomsmægler med omkring 4500 hus- og grundhandler bag sig, og en voldsom udvikling i form af digitaliseringen af hussalget, hvor informationsniveauet for huskøberne er tårnhøjt, med el-, tilstands- og energirapporter.

Med stadig dygtigere og uddannede ejendomsmæglere, og ikke mindst med imponerende salgsmateriale med fotos, film og 3-D gengivelser af drømmehuset inde og udefra, som man kan sidde hjemme og studere.

- Jeg har også oplevet hvordan huskøberne har fået bedre og bedre økonomi. Det er ikke unormalt i dag at modne kunder køber et sommerhus i millionklassen kontant, og tvangsauktioner er der nærmest ingen af i dag. Jeg altid har gået efter at gøre hvad der er bedst for kunden, og har mødt en utrolig masse dejlige folk på min vej. Nu også kunders børn og børnebørn. Det gør mig da glad, lyder det fra ejendomsmægleren, der stadig har fuld fart på, og som altid er den første der møder ind og den sidste der går fra kontoret i Storegade.

Der er også blevet tid til især to fritidsinteresser: bridge én gang i ugen og medlemsskab af Rotary i 20 år.

- Jeg glæder mig hver eneste dag til at komme på arbejde, og vil blive ved, så længe kunderne vil have med mig at gøre. Jeg kan jo godt lide at tale, det ved alle, der kender mig, og måske bliver de trætte af det en dag. Men helbredet kan jo også beslutte noget andet, lyder fra Jørgen Gravesen.

EDC-Jørgen Gravesen Thisted har i dag fire ansatte.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu