40-års jubilæum: Oversvømmelser fik lille kystsamfund til at stifte en beboerforening
Det var to oversvømmelser af kategorien 100-års hændelse i løbet af blot to uger i januar 1984, der fik beboerne i Krik til at gå sammen og stifte foreningen, Krik og Omegns Beboerforening, den 23. februar 1984. Den stiftende generalforsamling fandt sted på Agger Badehotel.
Og her 40 år efter lever foreningen i bedste velgående – og formanden inviterer til 40-års jubilæumsfest den 15. marts i Kulhuset i Krik.
Den tragiske begivenhed med oversvømmelse i Krik og omegn med vand i de fleste huse tilbage i 1984 fik beboerne til at rykke sammen, og den nystiftede forenings første store opgave var i samarbejde med det daværende Sydthy Kommune at få bygget et dige ved Krik Vig.
- Vi fik bygget et dige efter 1984, men i 2005 måtte vi konstatere, at diget ikke var langt nok. Vandet brød igen gennem diget og oversvømmede store dele af området. Og disse to begivenheder viste os dengang og nu, hvor sårbart et område vi bor i, og hvor lidt vi som enkeltpersoner kan gøre, når elementerne raser, siger formand for Krik og Omegns Beboerforening, Jette Højberg.
Kulhuset blev indviet
Men foreningens virke i 40 år er mere end oversvømmelse og tragiske begivenheder. Faktisk er foreningen og dens i dag 200 medlemmer stadig en vigtig aktør, når der skal skabes noget i området. Det viste sig i 2007, hvor Thisted Kommune indgik en partnersaftale med Realdania om gennemførelsen af projektet ”Mulighedernes Land”
Da indsendte foreningen et projekt Krik – en landsby ved fjorden. Kort fortalt endte det med, at Krik & Omegns Beboerforening fik et længe ønsket medborgerhus, Kulhuset, som de tog i brug for første gang til deres Sct. Hans fest den 23. juni 2012. Og i dag er de stadig den eneste forening i området, der har ansvaret for at passe på huset mod, at de må benytte huset til deres arrangementer.
Og foreningen benytter i dag flittigt Kulhuset – også i samarbejde med andre foreninger – blandt andet Landsbyklyngen, Agger-Krik-Vestervig, som Krik og Omegns Beboerforening er en del af.
Klubaftener og fester
Samhørigheden i det lille kystsamfund giver sig udtryk på mange måder – ikke mindst på det sociale plan. Foreningen holder hver 14. dag en klubaften, hvor de, der har lyst, kan starte med lidt fællesspisning, hvorefter tallerkenerne fjernes og brætspillene findes frem. Eller der bare hygges og snakkes.
- Vi er en meget social og aktiv forening. Vi holder fællesspisning, fester, koncerter, foredrag, sommer- og jule arrangementer og et årligt kræmmermarked. Og der er altid god tilslutning til vores arrangementer, siger formanden gennem 24 år, Jette Højberg.
Det sociale samvær henvender sig ikke kun til de fastboende borgere i Krik. Der er medlemmer i foreningen helt fra Hurup, Agger, Vestervig og Bedsted, som kommer og deltager i det sociale liv i Kulhuset, når foreningen har noget på programmet.
- Vi hilser også vores mange sommergæster velkommen i foreningen. Og vi har den glæde, at mange af vores fritidsbeboere også ønsker at være medlem af beboerforeningen. Og begrundelsen for at så mange, der ikke bor her i området, ønsker at være medlem hos os er, at vi holder så mange spændende arrangementer og at alle føler sig velkommen, er det vi hører, når de melder sig ind, siger Jette Højberg.
Hun glæder sig nu til at kunne fejre 40-års jubilæumsdagen med medlemmer, gæster og borgerne i området den 15. marts, hvor der er lagt op til en rigtig hyggelig aften, lover hun. Det bliver med tre-retters menu, fællessang og dans, som dansebandet Thylandia indbyder til efter spisningen.