27-årig thybo har startet eget autoværksted på Mors
TØVING: For to uger siden startede 27-årige Bjarke Petersen sit eget autoværksted på Ulleruphusevej 30 i Tøving.
Navnet blev Tøving Autoteknik.
Hvis adressen lyder bekendt, så husede adressen tidligere navnkundige Ole Nyby Larsens værksted og salg af Hyundai - og tidligere - Lada-biler.
Bjarke Petersen overtog ejendommen 1. august.
- Jeg har fulgt ejendomsannoncen på nettet længe. Da prisen faldt, slog jeg til, fortæller Bjarke Petersen, der er født i Agger og opvokset i Heltborg.
Han havde ellers lige købt en ejendom i Sønderhå. Men den fik han solgt og så rykkede han til Mors.
Thyboen smiler lidt, når snakken går på thyboers sjove bemærkninger om morsingboer og omvendt.
- Det er ufatteligt hvor godt man bliver taget imod som tilflytter på Mors. Og jeg har altid haft kammerater fra Mors. Jeg er da også gået på Blidstrup Efterskole her på øen, fortæller Bjarke Petersen.
Det var i forbindelse med efterskoleopholdet, at han stiftede bekendtskab med bilbranchen.
- Vi skulle finde en praktikplads og så fandt jeg en hos Nissan-forhandleren P. Sørensen i Øster Assels. Samme sted tog jeg også mekanikeruddannelsen. Jeg blev udlært i 2016, fortæller den 27-årige.
Har travlt
Da Bjarke Petersen kom i gang med sit værksted offentliggjorte han det via sin Facebook-side Tøvring Autoteknik.
Og så gik det ellers stærkt.
- Mit opslag blev delt over 200 gange. Nu har jeg travlt. Så lige nu er der lidt ventetid, fortæller han.
Når kunden afleverer sin bil sørger Bjarke Petersen for en lånebil.
Han har ikke lagt sig fast på bestemte bilmærker.
- Jeg kan alt, smiler han og tilføjer:
- Jeg har det nyeste testudstyr til de fleste mærker. Jeg kan tilbyde synsklargøring og alm. service. Derudover er jeg i gang med at gøre kælderen under værkstedet klar til opbevaring af kundernes sommer- og vinterdæk, fortæller Bjarke Petersen, der også kan tilbyde sin assistance til biler, der bruges til motorsport.
- Jeg har blandt andet udstyr til at effektmåle bilernes hestekræfter, siger han.
Bjarke Petersen har endnu ikke planlagt et åbent hus arrangement. Men det kommer.
- Det kunne være sjovt til sommer. Det skal blive lidt varmere, siger han.