25 år med Oomf: Heidi elsker sin salon og sine kunder
NYKØBING: I sin vildeste fantasi havde hun aldrig forestillet sig, at hun skulle være selvstændig, da hun som teenager valgte at gå frisørvejen.
Men for 25 år siden bød chancen sig, da hun fik mulighed for at overtage Frisør Bohnefeldt i Havnegade i Nykøbing, hvor den i dag snart 55-årige Heidi Blond Nielsen siden har klippet sin kunder under salonnavnet Oomf.
Oomf udtales ymf og er et fransk slangudtryk for energi. Og den energi har Heidi fortsat, her 25 år efter.
- Jeg elsker mit fag, min salon og mine kunder, så jeg glæder mig hver dag til at gå på arbejde. Faktisk ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke var frisør. Det er en god tanke at have med sig på arbejde, for så ved jeg, at det er her i min salon jeg skal være til den dag, jeg ikke har helbred eller kræfter til at klippe mere, smiler hun.
I dag er hun alene i sin salon, dog godt opvartet af sin lille hund Mickey, som er en rigtig kælepot og gerne vil nusses af kunderne. Salonen er også blevet et nummer mindre og rykket ind i et lokale ved siden af den oprindelige placering.
- Hvor jeg er nu, har nok noget med min alder at gøre. Jeg var såmænd også glad for tiden, hvor jeg havde assistenter og elever ansat, men over tid fik jeg brug for at få mere ro i mit arbejdsliv, og det har jeg fundet efter, jeg blev alene i salonen sammen med Mickey. Nu skal jeg kun lytte til mig selv og det, jeg gerne vil, og det passer rigtig godt til mit liv lige nu, siger hun.
Søster-kollega
Tidens hårmode følger hun dog ikke alene. Hun har en god kollega, som praktisk nok også er hendes søster, og de følges ad på kurser både forår og efterår-
- Min søster har salon i Glyngøre, så det er rart at have en søster-kollega, både til daglig, men også, når vi skal ud over dørtrinnet og på kurser, siger Heidi.
Søsteren og forældrene var med, da de 25 år blev fejret med en god middag på restaurant, og kunderne forkælede hun over en uge med små gaver og kransekager.
Og kunderne sagde selv tak for de mange gange, Heidi har haft dem i frisørstolen.
- Jeg fik både blomster, vin og chokolade og med mange søde kort, hvor der var mindeting på. Det var helt overvældende, men også meget hyggeligt at blive mindet om, at nogle af kunderne har været med på hele rejsen i de 25 år og fortsat er mine gode kunder, smiler Heidi.