Billede beskrivelse

24-årig kromutter drømmer om at skabe et nyt spillested i Klitmøller

12. august 2025 kl. 19.01

KLITMØLLER: Lige netop her har ligget et værtshus siden 60’erne, og det er formentlig de færreste, som færdes i og omkring Klitmøller, der ikke kender til det lokale ”vandhul” med navnet Stalden.

Her kommer stamgæster på kryds og tværs af generationer, og baren er kendt for sin rummelighed, der gør, at enhver føler sig velkommen.

De seneste 2,5 år har Stalden, som hun selv beskriver med ordene ”Stamværtshus, bar, fællesskab og kultursted” været drevet af 24-årige Klara Korsholm Madsen. Før hun selv overtog tøjlerne, var hun barchef under de tidligere ejere, og Stalden er blevet en stor del af hendes liv:

- Egentlig er det vildt, at der er gået over to år, siden jeg overtog. Jeg føler lige, jeg er startet – og samtidig, at jeg aldrig har lavet andet. Det må være den bedste måde at have det med sit arbejde, siger hun.

Billede beskrivelse

Og selvom Klara Korsholm Madsen har let til smil og ikke går ned på gode idéer og store drømme, så har det ikke alene kunne løfte Stalden videre, fortæller hun. Der er masser af fest, farver og visioner, men der er også drift og dagligdag.

- Der findes jo ikke noget, der kun er sjovt. Jeg har også haft dage, hvor jeg var klar til at smide det hele ud af vinduet. Men Stalden har vist sig at kunne bære modvind – og det har jeg også. De svære perioder har udviklet både mig og Stalden, siger hun.

- Der findes altid en udvej, og jeg finder altid tilbage til det, der er sjovt, siger hun.

Og drømmene har da også udviklet sig for Klitmøllers kromutter over de seneste år. Stalden er allerede mere end et værtshus, og der er plads til meget mere.

- Stalden er et fantastisk sted og en fed bygning, som allerede favner bredt. Jeg drømmer om at skabe Thys nye spillested lige her i Klitmøller, siger hun og uddyber:

- Jeg vil for alt i verden ikke slette det, som Stalden er i dag. Men jeg vil gerne bringe noget af det hertil, som man ellers skal til de større byer for at opleve. Koncerter, fællesskaber og events, som jeg også selv kan savne lidt i vores lokalområde, siger hun.

Billede beskrivelse

Klara Korsholm Madsen mener, at musik og kultur kan være den manglende ingrediens for, at flere unge som hende vælger at blive boende i Thy. Samtidig ønsker hun at skabe et samlingspunkt for de mange lokale musikere, der allerede findes i området.

- Der er jo så mange dygtige musikere i vores område, men de forbliver tit lidt i det skjulte. De mangler noget at være fælles om, et sted at mødes og få en plads på scenen, siger hun.

Derfor er der netop også lavet plads til lokale, unge musikere på scenen, når Staldens første større musikevent finder sted allerede 30. august under titlen SPEKTAKEL!.

SPEKTAKEL! er en endagsfestival på og omkring Stalden med navne som Klumben & Raske Penge, Blush, Veronika Rud og Tim Andresen med flere.

Endagsfestivalen på Stalden er skabt i samarbejde med Spillestedet Thy.

- Stalden skal være for fællesskab, musik og kultur. Og så skal det være sjovt! 100 procent – det er vigtigt, siger Klara Korsholm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste