14 fejrede 60 års konfirmand- og skolejubilæum
VORUPØR: Søndag den 1. maj 1966 mødte en stor flok unge op i Vorupør Kirke. Det var deres konfirmationsdag. Alle var klædt i festtøj, og spændingen var stor. Ikke mindst over, om de kunne huske, hvad de skulle sige, sådan som pastor Vemmelund havde instrueret dem i.
Det fortæller Merete Møller, en af konfirmanderne fra 1966, til os.
Op til dagen havde forårsvejret vist sig fra sin pæne side. Derfor havde mange nok ventet solskin denne søndag. Sådan blev det ikke.
- Vi vågnede op til en kold og overskyet søndag morgen. Den første del af dagen kom der endda lidt sne nu og da, fortæller Merete Møller.
Fredag den 1. maj 2026 mødtes konfirmanderne igen. Af den oprindelige flok på 24 konfirmander er der i dag 14 tilbage.
Jubilæumsdagen begyndte med et besøg på den gamle Vorupør Skole. Skolen fungerer ikke længere som skole, men som et stort aktivitetshus. Her holder blandt andre Surf & Work og Silicon Vø til med iværksættere, fællesskabskontorer og mange forskellige aktiviteter. Stedet rummer også Vild Is, fitnesscenter, fælleskøkken, ungdomsklub og rammerne om blandt andet fællesspisninger og det årlige fiskebord.
For de gamle skolekammerater er gensynet noget særligt. Første gang de mødtes, var ved 25-årsjubilæet i 1991, hvor næsten alle deltog. Siden har de holdt fast i traditionen.
Snakken går altid livligt. De fortæller om deres liv, om årene der er gået, og om både sjove og svære oplevelser fra de syv år på Vorupør Skole.
Efterhånden som flokken er blevet mindre, fylder minderne mere. De taler om gamle klassekammerater, lærere og en skoletid, der på godt og ondt har sat spor. Der bliver også talt om en autoritær skolekultur, som flere husker med smerte.
Heldigvis var der også gode oplevelser. Flere af de unge lærere gjorde et stort og positivt indtryk. Blandt dem var Holger Jørgensen og Karen Jørgensen, som stadig bor i Thy-Mors-området. Det lykkedes desværre ikke at finde frem til dem inden 60-årsjubilæet, men håbet er, at det lykkes inden næste sammenkomst.
De gamle elever vil meget gerne have dem med, når de mødes igen den 28. april 2028.
Det kunne være spændende at høre de to læreres egne oplevelser fra tiden på Vorupør Skole. Dengang skulle alle elever skrive med højre hånd, uanset om de var venstrehåndede. Var man både venstrehåndet og ordblind, var skoletiden særligt svær. På den tid blev der ikke gjort meget for at hjælpe ordblinde børn, og mange fik ikke den støtte og behandling, de havde brug for.
De fleste af de gamle skolekammerater bor stadig i Vorupør. De øvrige er bosat i Nord- og Midtjylland, Syd- og Sønderjylland samt i Sydsverige. Uanset hvor de bor, bærer de alle Thy og Vorupør i hjertet.
Hidtil har de mødtes hvert femte år. Fremover vil de mødes hvert andet år. Næste gang bliver den 28. april 2028, og det glæder de sig allerede til.