Billede beskrivelse

100 gange tap-jubilæum – og donor havde øl med

14. august 2025 kl. 17.03

THISTED: Onsdag var der flag på bordet, blomster i vasen og bobler i glasset i Blodbanken i Thisted.

Anledningen var, at endnu en trofast donor nåede en imponerende milepæl: 100 tapninger.

Denne gang var det Torben Ulrik Thomsen fra Harring ved Koldby, der satte blod i banken for gang nummer 100 og modtog den eftertragtede keramikpelikan som tak for indsatsen.

Billede beskrivelse

Ulrik tog endda fri fra høstarbejdet for at markere dagen. Men festen gjaldt ikke kun jubilæet.

Blodbanken kunne også byde velkommen til en helt ny donor, Liv Hjortholm Pedersen fra Snedsted, der gav blod for første gang.

- Det er dejligt med nye kræfter – dem kunne vi godt bruge flere af, siger formanden for Blodbanken i Thisted, Ejgil Boye Mortensen.

Billede beskrivelse

At være donor handler ikke kun om at give blod. Preben Larsen, der er indehaver af Shell-tanken på havnen i Thisted, mødte for nylig op til tapning med en kasse blandet Thy-øl under armen.

- Der skal da være en lokal øl i køleskabet til de mange, der får tappet i sommer, lød hans begrundelse for ølgaven.

Billede beskrivelse

Vil man selv være bloddonor, kan man tilmelde sig via bloddonor.dk/tilmeld-dig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste