Medaljeregn til unge boksere fra Thisted
Fra fredag den 28. april til og med søndag den 30. april afviklede Hornslet Bokseklub i XL Byg Arena, Ryumgaard de Nationale Begyndermesterskaber i boksning 2023.
Der var i alt tilmeldt 147 boksere til mesterskaberne fra hele Danmark og Færøerne, og der blev bokset 88 kampe.
Fra Thisted Atlet Club stillede 3 boksere op.
Anton Thorup, U-17 Drenge i Fluevægt, op til 50 kg.
Chresten Plougmann, U-17 Drenge i Mellemvægt, op til 75 kg.
Markus Johansen, U-19 Herre i Mellemvægt, op til 75 kg.
Om fredagen boksede Markus Johansen kvartfinale og mødte Noah Jolbøll, Varde Atlet klub.
Der var aldrig tvivl om den kamp. Markus styrede fuldstændig kampen og i anden omgang smed Noahs sekundant håndklædet i ringen, og så var den kamp afgjort med Markus som vinder.
Om lørdagen var det Chresten Plougmann’s tur. Han skulle bokse semifinale og mødte Nilas Moesgaard, Hornslet Bokseklub.
Han levede helt op til forventningerne og afsluttede kampen i anden omgang, hvor modstanderen blev talt ud og kampen stoppet.
Så blev det søndag, hvor finalerne skulle bokses.
Da Anton ved lodtrækning om fredagen havde trukket billet direkte til finalen, skulle han om søndagen bokse kamp nr. 4.
Anton skulle møde Patriks Nikulins fra Pandrup Bokseklub, hvor Patriks om lørdagen havde vundet over Hamza Hassan, BK Aarhus Syd.
Oprindelig var Anton tilmeldt i letfluevægt, men da der ikke var nogen modstander i den klasse, valgte klubben efter aftale med Anton, at tilmelde ham i fluevægt. Det betød, at Anton skulle indtage mad og drikke, så han kom op i den rigtige vægt.
Om det var det, der gjorde, at Anton desværre tabte kampen til Patriks, eller at Patriks var en anelse stærkere end Anton, det er vanskeligt at afgøre, men Anton tabte 5-0 til en dygtig bokser. Anton fik overrakt sin fortjente sølvmedalje.
I søndagens kamp nr. 9 skulle Chresten Plougmann møde Solomon Haywood, Gilleleje BK, som havde vundet over Hugo Garder, BK Sparta.
Det blev en hård kamp, hvor der blev givet og taget, men desværre tabte Chresten til Hugo 4-1.
Også Chresten fik overrakt sin fortjente sølvmedalje.
Thisted Atlet Club’s sidste kamp ved mesterskaberne blev kamp nr. 12.
Nu skulle Markus Johansen sikre, at klubben også fik en guldmedalje.
Markus mødte Mihai Zacornea, Hornslet Bokseklub, og det var en tydelig skræmt Mihai, der stillede op i ringhjørnet, og kampen blev heller ikke ret gammel førend kampen blev stoppet i 1. omgang.
Alt i alt var trænerne Lukas Olesen og Jakob R. Andersen tilfredse med weekendens deltagelse i de Nationale begyndermesterskaber.