Mand sigtet for uagtsom brandstiftelse efter flugt fra lejlighedsbygning
NYKØBING: En 52-årig mand er blevet sigtet for uagtsom brandstiftelse som følge af en brand på Møllevænget i Nykøbing torsdag aften.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær.
- Vi har taget ham med, og han er blevet kørt til sygehuset, hvor han skal undersøges for nogle mindre brandskader, siger han.
Manden er blevet sigtet efter straffelovens paragraf 182, som lyder, at den, som af uagtsomhed forvolder ildsvåde på fremmed ejendom, straffes med bøde eller fængsel i op til to år, fortæller Simon Skelkjær.
- Det handler om sandsynlighedsforsæt. Kaster man for eksempel en tændstik på noget halm, bør man kunne forudse, at der kan gå ild i det.
- Det kan ændre sig, når vi har lavet undersøgelser, for vi har ikke kunnet lave undersøgelser på stedet endnu. Så det kan sagtens ændre sig, siger han.
Politiet fik anmeldelsen klokken 20.15, oplyser politiet til TV Midtvest.
18 beboere i 17 lejemål blev evakueret i bygningen, og ingen er kommet til skade, fortæller vagtchefen.
- Alle skal genhuses. De kan ikke bo der længere, da lejlighederne er ubeboelige. Cirka halvdelen fandt selv andre steder at overnatte, og resten er der blevet fundet ly til, siger Simon Skelkjær.
Manden bor selv i bygningen i en lejlighed på anden sal.
Da det blev konstateret, at der var brand i bygningen, blev manden set flygte fra stedet, siger Simon Skelkjær.
- Men det skal ikke forstås sådan, at vi tror, at det er en pyroman, vi er på jagt efter. Vi tror, at der er sket en fejl. Nogen har hørt noget, der måske kunne være fyrværkeri. Det kan også være noget andet.
- Det er i hvert fald ikke vores umiddelbare opfattelse, inden vi har undersøgt det, at han havde til hensigt at sætte ild til hele ejendommen, siger han.
Brandvæsenet arbejder stadig på stedet, oplyser vagtchefen.
- Vi skal ud og have undersøgt stedet af teknikere, når det er slukket, for at finde ud af, hvad det egentlig er, der er sket derude, siger han og beskriver sagen som en lidt atypisk sag.
- Det er både på grund af det meget voldsomme omfang og den enorme materielle skade, men også på grund af omstændighederne, og hvorfor han springer ud fra lejligheden på anden sal, siger Simon Skelkjær.
Politiet har ikke umiddelbart planer om at fremstille manden i grundlovsforhør.
- Det gør vi ikke på det her grundlag. Før vi kan undersøge det nærmere, kan vi ikke konkludere, at han har haft til hensigt at sætte ild til hele ejendommen, siger Simon Skelkjær.
/ritzau/