Hanstholm fejrede pinse med tradition og fællesskab
HANSTHOLM: Hanstholm summede af liv, da pinsesolen endnu en gang “dansede” over havnebyen under den 19. udgave af den lokale pinsefest. Det, der begyndte som et mindre arrangement, har stille og roligt udviklet sig til en fast tradition og en egentlig byfest ovenfor bakken.
Omkring 1000 mennesker lagde vejen forbi stadion i løbet af de fire festdage, hvor især lørdagen trak mange til i det gode vejr. Her var sportspladsen fyldt med liv, aktiviteter og glade børn, som kunne boltre sig i en række gratis tilbud.
Et af de faste højdepunkter var den traditionsrige Rema 1000 Cup – en hyggelig fodboldturnering, hvor alle kan være med. Her handler det ikke om niveau, men om fællesskab.
Holdene spænder bredt: fra villaveje og arbejdspladser til familier. Det betyder også en god blanding af både køn, aldre og fodboldkundskaber. I år deltog 12 hold i turneringen, hvor grin og gode oplevelser var mindst lige så vigtige som resultaterne.
Pinsefesten bød også på meget andet end sport. I det store telt blev der afholdt festaften med 110 spisende gæster, og der var mulighed for at gøre en god handel ved bagagerumssalget.
– Vi prøver at lægge mere og mere på i forhold til aktiviteter. Og ikke mindst børnene har vi mange tilbud til, siger festkoordinatorerne Jimmi Guldhammer og Niels Konge.
– Det er efterhånden vokset til en succes – vil vi sige – på grund af rigtig god opbakning. Og det håber vi også på næste år, hvor det er 20. gang, der holdes pinsefest, lyder det fra de to.
De understreger samtidig, at arrangementet ikke kunne lade sig gøre uden lokale sponsorer, som er med til at holde priserne nede.
– Det handler om at hygge sig, og det skal ikke være dyrt. Hyggen for alle er det vigtigste.
Pinsefesten er ikke kun til glæde her og nu.
Hvert år giver arrangementet et overskud på mellem 30.000 og 50.000 kroner, som går direkte til idrætten i Hanstholm.