Seneste nyt
Billede beskrivelse

Imponerende sæson: Jonas eksploderede med nyt hattrick

29. maj 2026 kl. 11.01

SYDTHY: For HVA Sydthy i Serie 2 Kreds 15 har forårssæsonen budt på både mål, udvikling og tydelige præstationer.

Derfor sætter Seriesport Spotlight på Mads Møller Jensen, der sammen med sit hold fortsat jagter toppen efter en overbevisende 5-2-sejr ude mod Mønsted IF.

Kampen blev i høj grad afgjort allerede før pausen, hvor HVA Sydthy ramte et meget højt niveau.

- Vi spiller en første halvleg tæt på perfektion og går til pause foran 4-0, hvor drengene følger kampplanen fuldstændig. Fra sidelinjen var det faktisk bare en fornøjelse at stå og kigge på. Anden halvleg bliver lidt mere åben, men samlet set vinder vi 5-2 ude, så det er svært at være andet end rigtig tilfreds, fortæller Mads Møller Jensen.

En af de helt store profiler igen var Jonas Bojesen, som med endnu et hattrick fortsætter sin imponerende sæson.

- Man glemmer næsten nogle gange, hvor stor betydning Jonas har for os - og så kan man lige kigge på statistikkerne: 19 mål i 10 kampe er jo helt vanvittigt. Men det handler ikke kun om mål. Han betyder enormt meget for holdet og faktisk også for hele lokalområdet med det kæmpe frivillige arbejde, han laver. Det er folk som ham, man virkelig skal huske at værdsætte og passe på, siger han.

Med fire kampe tilbage i sæsonen er fokus dog ikke kun rettet mod én spiller, men mod helheden og de muligheder, der stadig findes i toppen.

- Vi tager én kamp ad gangen og prøver at holde os ydmyge. Jeg tror ærligt talt ikke, de to Viborg-hold helt i toppen kommer til at smide ret mange point. Men derfor skal vi da stadig forsøge at ånde dem lidt i nakken. For os handler det om at samle så mange gode oplevelser og præstationer som muligt — og det har drengene heldigvis været rigtig gode til indtil videre, fortæller Mads Møller Jensen.

Ser man på sæsonen som helhed, er der især én ting, der går igen i hans vurdering.

- Jeg synes, vi har udviklet os i den rigtige retning og fået skabt en tydelig identitet i måden, vi gerne vil spille på. Samtidig har vi fået bragt mange unge spillere flot ind på holdet. Vi mistede nogle kæmpe profiler før sæsonen, men dem taler vi faktisk ikke om længere — og det siger måske meget godt om den udvikling, holdet har været igennem. Nu handler det om at blive ved med at være sultne og ikke blive tilfredse for tidligt, siger han.

HVA Sydthy går dermed ind i afslutningen af sæsonen med både momentum, målform og en tydelig tro på, at de stadig kan blande sig i den absolutte top.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste