Billede beskrivelse

Malthe tog en tredjeplads i Barcelona

Racerkøreren fra Sennels kom på podiet for første gang i 2023

24. april 2023 kl. 11.45
Opdateret kl. 14.21

SENNELS: Malthe Jakobsen sikrede sin og Cool Racings første europæiske pokal i 2023, da han søndag kørte over målstregen på tredjepladsen i LMP2 Pro/Am-klassen ved sæsonpremieren i European Le Mans Series på Circuit de Catalunya Barcelona.

Optakten til weekendens løb viste, at forberedelserne til sæsonen havde båret frugt; Cool Racing og Malthe toppede tabellen i den indledende træning, og i kvalifikationen kørte Alexandre Coigny den tredjehurtigste omgangstid. Dermed var alt muligt i søndagens løb.

Her fik Coigny en god start, men den første del af løbet var præget af uheld og safety car-perioder, så det var først, da Nicolas Lapierre kom i bilen, at der for alvor blev kørt racerløb. Han kørte bilen frem til andenpladsen i LMP2 Pro/Am-klassen, inden det var tid til at få det danske talent i bilen.

Med lige under halvanden time tilbage af løbet kom Malthe i bilen og satte kursen frem i feltet. En undvigemanøvre kostede imidlertid to placeringer, da en bil holdt stille på banen efter et spin, men det danske racertalent genoptog jagten og sikrede efter fire timers racerløb en tredjeplads i LMP2 Pro/Am-klassen.

- Det var et mega fedt racerløb, så jeg havde det vildt sjovt i bilen. Konkurrencen er hård i år, så der bliver stillet høje krav til min læringskurve, fortæller Malthe Jakobsen, som på trods af et flot kørt løb sagtens kan finde forbedringer bag rattet:

- Jeg lavede lidt småfejl derude, som jeg skal lære af. Jeg mistolkede en af de langsommere LMP3-biler, og det kostede en tur ud på den gale side af asfalten og nok en enkelt placering. Når det er sagt, så er jeg godt tilfreds med løbet i dag, lyder det ærligt fra den hurtige thybo.

Med en god start på ELMS-sæsonen flyttes fokus nu til næste løb på kalenderen: Det legendariske 24 timers-løb på Le Mans i juni måned.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste