Madglade børn søges til lokale madskoler
Det bliver med garanti festligt, når Madskoler inviterer børn fra Thisted indenfor i skolekøkkenet på Østre Skole i uge 26. I år er temaet nemlig fødselsdag, da Madskoler fejrer at have eksisteret i 20 somre. Der er stadig ledige pladser.
Hos Madskoler tager børnene skeen i egen hånd og sender forældrene udenfor (køkken)døren. Sammen med frivillige instruktører kreerer de velsmagende retter, lærer om mad, kostråd, madspild og meget mere – samtidig med at de har det sjovt!
Alle børn i alderen 8-12 år kan deltage, og undervisningen vil foregå i dagtimerne fra mandag til fredag på Østre Skole.
En populær aktiviet
Madskoler arrangeres af foreningen 4H i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Aktiviteten er populær, og flere steder er der allerede udsolgt.
- De fleste Madskoler i landet er ved at være fyldt op, og mange har været fyldt op længe. Dog er der stadig ledige pladser på Østre Skole i Thisted. Men det er med at få tilmeldt sig, inden det er for sent, påpeger Henrik Dalum, formand i 4H.
Meget mere madmod
Madskoler er med til at give børnene madmod, lyst til at smage på nye fødevarer og fortsætte madlavningen derhjemme – både med og uden forældrene.
- Fra vores forældreevalueringer ved vi, at langt de fleste børn får mod på at lave meget mere mad derhjemme, efter de har været på Madskole. Herudover er vi med til at udvide børnenes smagsrepetoire, idet 9 ud af 10 børn – ifølge forældrene – smager på nye fødevarer, mens de er på Madskole. Det sker i særdeleshed, fordi den bedste kur mod kræsenhed er selv at have været med til at lave maden, fortæller Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og projektleder på Madskoler i Landbrug & Fødevarer.
Da det i år er 20. gang, der afholdes Madskoler, er årets tema fødselsdag.