Billede beskrivelse

Vigtig brik er faldet på plads: Mød den nye købmand til Åbent hus

17. februar 2025 kl. 09.32

VESTERVIG: Fredag den 21. februar, kan borgerne i Vestervig møde landsbyens nye købmand til det Åbent hus arrangement, Vestervig Butikshus ApS i forvejen havde annonceret og inviteret til for at vise den næsten færdigrenoverede butik i Klostergade frem.

- I den forbindelse er vi glade for, at vi til vores Åbent hus også kan præsentere vores nye købmand, siger bestyrelsesformand, Alex Krabbe Brønager.

Aftalen med den nye købmand er således på plads, men da han eller hun mangler at sige farvel til sit nuværende job, kan Alex Krabbe Brønager ikke løfte sløret for navnet eller kønnet på den nye købmand.

Før altså på fredag.

- Jeg kan kun sige så meget lige nu, at det er en lokal person, og at vi i bestyrelsen er sikker på, at vi har fundet den helt rigtige person til vores købmandsbutik, siger han.

Billede beskrivelse

Hvem købmanden er, kan man altså se, hvis man møder frem til Åbent hus, som finder sted i tidsrummet fra 13-17.

- Her kan man naturligvis også få en snak med vores nye købmand, siger Alex Krabbe Brønager.

Køb anparter og pølser

Til Åbent hus, vil Vestervig Butikshus også vise, hvor langt de frivillige er nået med det store arbejde med at renovere og omdanne den gamle og nedslidte butik til en ny, flot og moderne dagligvarebutik.

Desuden kan man støtte det fortsatte arbejde med at renovere butikken færdig, så man undgår at skulle genbruge for meget fra den gamle butik. Til Åbent hus kan man købe anparter, ligesom man kan støtte butikken ved at købe pølser, som Vestervig Håndværker- og Borgerforening har doneret. Vel at mærke mod kontant betaling.

- Det kontante hænger sammen med, at vi endnu ikke har en butik, så derfor har vi heller ikke en terminal til kort eller mobilepay, siger Alex Krabbe Brønager.

I øvrigt vil den lokalt bosatte ejendomsmægler og medindehaver af Home, Claus Skammelsen, også være til stede til Åbent hus. Claus Skammelsen og Home har lavet en aftale med Vestervig Butikshus om at støtte den kommende butik. Aftalen indebærer, at Home donerer 2.000 kroner til Vestervig butikshus for hver bolig, Home sætter til salg i Vestervig.

- Så går man i salgstanker, kan man få en snak med Claus Skammelsen og samtidig være med til at støtte butikken, siger Alex Krabbe Brønager.

Efter planen åbner den nye butik, der er blevet til i samarbejde med Dagrofa og bliver en Min Købmand, i løbet af foråret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste