Billede beskrivelse

Tommy smider håndklædet i ringen

25. juni 2025 kl. 19.09

FRØSTRUP: Det var ingen hemmelighed, at Bjerget Event & Naturcenters fremtid i starten af året var på vippen. Men en investor-“indsamling” i februar fik stor opbakning og gav ny optimisme for stedets indehaver Tommy Jensen.

Flere ting skulle imidlertid falde på plads for at driften af stedet kunne fremtidssikres. Blandt andet skulle der opnåes enighed med kreditforeningen om nedskrivning af nogle dyre lån.

- Det ville kreditforeningen ikke være med til. Samtidigt er vi blevet opmærksomme på, at stedet trængte til mere dyr renovering, end vi først regnede med. Så vi gav kreditforeningen. hvad vi synes var et rimeligt bud. Men de sagde nej. Så besluttede Inger og jeg - også med tallene på vores dåbsattester i mente - at sige nej tak. Så det var det, lyder det fra 64-årige Tommy Bang Jensen.

- Det er naturligvis med blandede følelser, at vi nu forlader det projekt vi har brug så mange timer på.
Vi synes det er synd for lokalområdet, hvor så mange har støttet os og bakket op om stedet. Og vore dygtige ansatte, som også har givet alt hvad de havde. Vi kæmpede sammen alt det, vi kunne.
Så det er trist.

Han har besluttet ikke at sætte sig et hjørne.

- Vi genopstarter i stedet det projekt, vi oprindeligt startede ud med - det tidligere Hannæs Mobil Køkken.
Det kommer i fremtiden til at hedde Thy Hannæs Køkken og vil levere mad ud af huset. Nu gør vi vores tid på Thy event og Naturcenter færdig. Vi gennemfører alle de aftaler, der var booket. Vi lukker 25. august, og der var også bookinger efter den dato, og dem har vi alle truffet aftale med, siger han.

- Vi håber det bedste for stedet for områdets skyld. Vi håber der kommer liv i stedet igen. Men det bliver nok svært at finde nogen der vil bruge så mange timer på at holde det kørende, som Inger og jeg har brugt. 

Med det nye projekt Thy Hannæs Køkken vil parret stadig levere mad ud af huset, som altid til fester, i forsamlingshuset, i teltet i haven eller hjemme hos dig selv.

- Vi kommer at kunne levere det hele. Smørrebrød, pålægskage med pålæg og fisk, tapas og gammeldags mad til mindesammenkomster, fødselsdage, bryllupper, studentergilder, firmafester, rejsegilder og meget mere, siger Tommy Bang Jensen.

Han skal også bruge de næste par måneder på at få flyttet alt sit inventar fra Bjerget til Vestergade 44 i Frøstrup.

Bjerget Event & Naturcenter blev erklæret konkurs 4. april. Tommy Jensen indgik dengang en aftale med kurator om at drive stedet videre til 1. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste