Billede beskrivelse

Thy Whisky i verdensklasse - vinder største pris nogensinde

27. marts 2025 kl. 10.06

Onsdag aften nåede Thy Whisky helt til tops, da destilleriet fra Thy tog prisen for verdens bedste hvede whisky med "Thy Heritage Wheat Whisky". 

Det skete i stilfulde rammer i London til World Whiskies Awards 2025 - der kan minde om Oscar-uddelingen for verdens bedste whiskyer.

Store kendte mærker som blandt andre Jack Daniels deltog og vandt iøvrigt to af de 22 priser.

For familiefirmaet i Sønderhå er det den største pris nogensinde.

Det fortæller medindehaver Andreas Poulsen fra en taxa på vej til lufthavnen.

Billede beskrivelse

- Vi har modtaget mange priser og de har også været store, når man tænker på hvor vores virksomhed var dengang. Men prisen at vores hvedewhisky Thy Heritage Wheat Whisky er verdens bedste, er den største anerkendelse af vores arbejde og et kæmpe skulderklap for vores eksperimentering med de gamle kortsorter som Øland, spelt og emmer, siger Andreas Poulsen og tilføjer: 

- Og så vandt vi konkurrencen efter en blindsmagning. Det er første gang vi vinder på den måde.

Den prisvindende whisky blev i sin tid, da den blev frigivet, udsolgt på bare fire minutter. Derfor betyder prisen også mere for virksomheden end for selve den konkrete whisky. 

- Vores navn bliver mere kendt og det vil helt sikkert give nye markeder for vores whisky. Da vi vandt en pris sidste år åbnede det døre til nye markeder som Sverige, Holland og Tyskland. Denne pris vil sikkert også betyde, at vi bliver endnu mere kendt ude i verden, lyder det fra Andreas Poulsen. 

Han er i øvrigt, mens Ligeher.nu snakker med ham, på vej til endnu en whiskymesse - denne gang i Holland. 

Dommernes kommentarer til hvedewhiskyen fra Thy var i øvrigt: Rhubarb, pencil shavings, vegetal notes, and some marmalade on the nose. Woody palate, with figs, plums, and some red berries. The finish is long, fruity, and fresh.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste