Billede beskrivelse

Sved, tårer og pizza 2.0: Chili-Burnout vender tilbage til Porto

31. oktober 2025 kl. 12.45
Opdateret kl. 13.15

THISTED: Kan du holde hovedet koldt, mens sveden pibler, og tårerne triller?

Så er det måske dig, der skal være med, når Restaurant Porto på Thisted Havn igen inviterer til “Chili-Burnout 2.0” – konkurrencen, hvor kun de mest varmeelskende thyboer tør stille op.

Sidste år gik sejren til familiefaren Jeppe Schøllhammer fra Thisted, der roligt og metodisk satte tænderne i de berygtede pizzaer med Carolina Reapers – verdens stærkeste chili – som var det juleslik.

I år vender konkurrencen tilbage i en lige så heftig udgave, og fem modige deltagere får chancen for at kæmpe om titlen som “Thys Chili-mester 2025” – og en hovedpræmie på 1.000 kroner.

- Vi kalder det Chili-Burnout 2.0 – og det bliver endnu vildere i år, fortæller Figo Stanikzai, indehaver af Restaurant Porto.

- Pizzaerne bliver bagt med chilien direkte i tomatsaucen – denne gang kun Carolina Reaper og Habanero. Ingen wasabi som sidste år. Vi går all in på den ægte, brændende chilioplevelse.

Konkurrencen foregår lørdag den 22. november kl. 17.00 på restauranten, hvor de fem deltagere stiller op foran publikum.

Når klokken slår, serveres pizzaerne – og så gælder det om at: være først færdig med at spise pizzaen og være last man (eller woman) standing. Men vigtigst – se mest cool ud, mens man kæmper sig igennem chiliens flammer. Det bedømmer dommerne.

- Det er helt på eget ansvar at deltage, griner Figo Stanikzai, men vi har selvfølgelig mælk og andre lindrende drikkevarer klar, hvis nogen får brug for at køle ned – dog betyder det, at man så er ude af konkurrencen.

Præmierne er gavekort til restauranten. 

Tilmelding sker via Restaurant Portos Facebook-side, hvor man kan skrive en besked eller ringe direkte.

- Sidste år var der fuldt hus, og folk grinede, heppede og filmede. Vi lover en sjov og stærk aften – der virkelig brænder igennem, lover Figo Stanikzai.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste