Succes i Hanstholm: Der var kæmpe rykind til Fisken på Disken
HANSTHOLM: Fiskefestivalen Fisken på Disken i Hanstholm blev en gedigen succes.
Den femte udgave af tre smagfulde fiskedage blev særdeles velbesøgt, og det glæder bagmanden bag årets store “havne- og fiskefest” Jesper Kongsted.
- Det blev bare en kæmpe succes. Sikke en stemning. Masser af gæster. Dygtige kokke og frivillige, der var helt oppe på dupperne for at levere den ypperligste oplevelse til alle, så der kunne serveres tusindvis af gourmet-smagprøver på spændende fisk fra den øverste hylde, fortæller Jesper Kongsted.
Han glæder sig blandt andet over, at der kunne serveres en kæmpe fem retters menu for 465 gæster til 200 kroner pr. person til “Fish-Galore” de to aftener. Og at der kunne stables en kæmpe vifte af fiske- og havneaktiviteter på benene til både til voksne og til børn.
- Vi anslår at i hvertfald omkring 7000 var forbi fra fredag middag til søndag eftermiddag. Folk stod tæt og fyldte Hal 5, og kajerne godt og vel. Det er meget tilfredsstillende. Vi er jo nu et andet team på omkring 150 glade hjælpere og aktive, der laver Fisken på Disken. Men hvor spillede det hele bare. Der var en positivitet, der også smittede af på gæsterne, og det var tydeligt - for den glade energi var helt i top, fortæller Jesper Kongsted.
Han undlader heller ikke at fremhæve det store fællesskab og den kæmpe opbakning, der ligger bag den kraftpræstation, Fisken på Disken er.
- Vi har fået sponseret fisk i rå mængder fra alle Hanstholms dygtige fiskeeksportører. Og har vi manglet anden hjælp eller materiel, så vi har hele vejen rundt, hvor vi har spurgt hos virksomheder og private i Hanstholm, kun oplevet et ja. Det gør det altså til en fornøjelse at være med til at lave en sådan havnefestfest.
Fisken på Disken er jo en hyldest til alt det, Hanstholm står for. Det er en mulighed for os at vise, hvem vi er, og hvad vi kan. At få byen og området præsenteret på flotteste vis.
Og han peger på, at der kom gæster helt fra Aarhus for at være med.
- Det fortæller, at Fisken på Disken har vokseværk og kan tiltrække gæster fra et meget større område end Thy. Vi tror på endnu flere gæster næste år. Og vi har allerede fået tommelfingeren op fra samtlige professionelle kokke der, trods de har arbejdet benhårdt fra morgen til aften, er klar igen, lyder det fra tovholder for arbejdsgruppen bag Fisken på Disken.
- Nu skal vi mødes og evaluere de tre dages fest og udvikle næste års udgave. Folk kan godt sætter kryds i kalenderen 2025 ud for den anden weekend i september. For vi vender tilbage. Det er helt sikkert efter sådan en kæmpe succes, lyder det fra auktionsmester og tovholder for Fisken på Disken.
Årets Fisken på Disken var sponseret af Sparekassen Thy, Spar Invest, Thisted Forsikring, Danmarks Fiskeriforening, Visit Thy - Destination Nordvestkysten, Hanstholm Havn og Thisted Kommune.