Nu kan der serveres ude hele året rundt, og der må opstilles afskærmning af udeserveringsområdet. Arkivfoto: Bo Lehm
Mad og drikke

Nye regler: Spis og drik i hele gågaden

18. juni 2022 kl. 15:30

NYKØBING: Gågader og torve i Nykøbing får et frihedsbrev, der kan ændre bymidtens udseende og funktion fra og med den igangværende sommer. I et nyt gågaderegulativ bliver det tilladt at sælge mad og drikke og nonfood fra stadepladser overalt året rundt i butikkernes åbningstid. Det bliver også billigere at leje en stadeplads i forhold til det prisniveau, der var varslet.

Det nye regulativ erstatter det, som blev formuleret og vedtaget i 2012. Det blev onsdag godkendt af Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø.

- Der var noget tumult for et par måneder siden blandt de kræmmere, som lader stadepladser på onsdage. De var utilfredse med udsigten til en stigning i lejen, som der var lagt op til. Nu kan vi så berolige dem med, at priserne ikke vil stige. Samtidig bløder vi reglerne op. Hvor det tidligere kun var muligt at leje stadepladser torsdag, fredag og lørdag, bliver der nu givet adgang hele ugen rundt, og der er heller længere en sæsonbegrænsning. Og der vil som noget nyt være stadepladser i hele gågadeområdet, siger udvalgsformand Meiner Nørgaard.

Regulativet er blevet revideret i nært samarbejde med Mors Handel. Er man medlem af denne handelsstandsforening, kan man gratis få tildelt en stadeplads. Andre må betale 100 kroner pr. dag eller 1000 kr., hvis man ønsker at leje for et år. Hidtil har det kostet 300 kr. pr. kvartal og 1200 kr. for et år.

De nuværende begrænsninger for udeservering og opstilling af afskærmning af udeserveringsarealer fjernes, således at det nu er muligt med udeservering herunder afskærmning af udeserveringsarealet hele året. Tidligere var udeserveringsperioden begrænset til 1. april - 1. oktober.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu