Billede beskrivelse

Slut med Spar-købmandsbutik på Fruevej

20. marts 2026 kl. 08.32

NYKØBING: Nu er det endelig afgjort, at der ikke kommer en ny Spar-butik under kæden Dagrofa på Fruevej i Nykøbing. Butikkens skæbne har stået i det uvisse siden, Dagrofa lukkede butikken med ophørsudsalg den 15. december 2024.

Siden har Dagrofa forsøgt at finde en ny købmand, der ville føre butikken videre i en eller anden form, men forgæves.

- Spar vender ikke tilbage i bygningen. Vi er oprigtigt ærgerlige over det. Det er synd for borgerne i sydbyen i Nykøbing, men vi vurderer nu, at vi skal bruge ressourcerne på vores øvrige butikker i området, siger Morten Vestberg, kommunikationsdirektør i Dagrofa.

Al inventar i den tidligere Spar-butik er blevet solgt til købmanden Ole Pedersen, der skal rykke ind i den nye Min Købmand-butik, som er ved at blive bygget i Sejerslev.

- Det er rigtigt, at den kommende Min Købmand i Sejerslev kunne bruge inventaret fra butikken på Fruevej, og det er vi glade for. På den måde bliver det i ”familien”, og borgerne i Sejerslev kunne anskaffe det til en god pris, siger Morten Vestberg.

Hvad der nu skal ske med de tomme lokaler på Fruevej er nu op til ejerne af bygningen KFI, Købmændenes Erhvervsdrivende Fond. De er endnu ikke vendt tilbage på en henvendelse fra Ligeher.nu.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste