Nu kan der igen nydes øl på Don Muss. Fra venstre er det John Yde, ejer af Don Muss, hans kone Lene Yde og gæsten Ole Gade. Foto: Bo Lehm
Mad og drikke

Skål! Så er Don Muss åben igen: Skønt at opleve det sociale sammenhold

Ejer John Yde glæder sig over endelig at kunne byde gæster indenfor til en øl eller to

21. april 2021 kl. 16:25

NYKØBING: I dag har blandt andet restauranter, caféer og barer kunnet slå dørene op for gæster igen efter mange måneders nedlukning.

På baren Don Muss i Havnegade i Nykøbing strømmede Gnags’ hit ”Mr. Swing King” ud af højttalerne og sørgede for den helt rette genåbningsstemning.

For John Yde, ejer af Don Muss, er det dejligt at kunne byde folk indenfor til øl og hyggeligt samvær igen.

- Det er skønt at få gang i butikken, at se vores stamkunder og opleve det sociale sammenhold igen. Man kan se på folk, at de ikke har haft godt af at være derhjemme. De har trængt til at komme ud og sige hej til hinanden, siger John Yde.

Sømanden Ole Gade synes, det er dejligt at kunne komme indenfor til en øl igen på Don Muss.

Gæsterne har været gode til at acceptere regler som coronapas, mundbind og afspritning (den ikke-drikkelige af slagsen), mener John Yde, men han er træt af reglen om, at gæsterne skal bestille bord mindst 30 minutter i forvejen, inden de kan komme indenfor og nyde en øl eller to.

- Jeg synes ikke, reglerne harmonerer, og jeg tror, det lidt afholder nogen fra at komme ind, i hvert fald i starten. Men vi har alligevel en del bordbestillinger, siger John Yde.

For ham har det været en kedelig og træls periode at være nødt til at holde Don Muss lukket for gæster, og han har savnet at komme i gang. Især har det været svært at skulle vente på hjælpepakkerne, synes han.

Men nu kan han altså glæde sig over, at der igen er liv i baren i Havnegade.

- Der har været en del gæster her tidligere på dagen, og så kommer der en del i aften. Det er dem, der lige skal have fri fra arbejde, og så skal de ud at være sociale, siger John Yde.

Der er godt gang i bestillingerne til at kunne komme indenfor hos Don Muss de kommende dage, viser Lene Yde.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu