Schyyy…Gitte og Michael har renoveret og indvier lokaler med Badehotel-kendis
THISTED: Man kan høre en knappenål ramme gulvet i Hotel Thisteds store sal. Det store lokale, der huser hotellets selskaber og events, har gennemgået en større renovering.
- Vi har, siden vi overtog Hotel Thisted i 2017, givet hotellet en løbende renovering. Den store sal med plads til 90 gæster er nu kommet med. Og den har ikke kun fået et helt nyt look, som følger den røde tråd i den generelle stil i indretningen. Der er blevet lydisoleret med rockfon, som ikke kun dæmper støj, men som også er smukt materiale, fortæller indehaverne Gitte og Michael Eriksen.
Salen har også fået helt ny belysning, så det er nu en helt anden oplevelse at sidde i et større selskab eller til et af arrangementerne.
Det har været en halvdyr omgang at totalrenovere det 100 kvadratmeter store rum, der også bruges af hotellets gæster ved morgenbuffeten, fortæller parret.
- Men vi kan tydeligt selv mærke forskellen med den nye “lyd” i rummet, og vi har da også allerede fået ros for at vi er gået hele vejen og også har tænkt på indretningen lydmæssigt.
Udover loftet har vi også hevet tæpperene af og lagt nyt gulv. Nu satser vi på at tiltrække endnu flere selskaber, der vil holde festen på Hotel Thisted, lyder det fra de to.
Nu mangler der kun en trappeopgang og nogle mindre detaljer for, at Hotel Thisted er nyrenoveret fra kælder til kvist.
TV-kendis besøger hotellet
28. februar bliver den nye lyddæmpede sal taget i brug for første gang ved et større arrangement, når Amalie Dollerup, kendt fra Badehotellet og filmen “Kun en pige”, lægger vejen forbi Thisted med sit musikalske foredrag: Fra barneskuespiller til Badehotellet.
Det bliver en aften fyldt med historier, musik og hjertelige anekdoter - fra de skrå brædder til filmscenen.
Hun tager publikum tilbage til barndommen, hvor hun som blot ni-årig stod i front på scenen med hovedrollen i "Annie".
Derefter gik karrieren stærkt, og hun blev et kendt ansigt fra film og tv. Amalie Dollerup-aftenen er både med mad, og man komme kun og opleve fortællingen og musikken.