Så var det farvel til populær café på Store Torv: Turen går mod Mors
THISTED: Først prøvede ejeren af Cafe Cocio at sælge den lukkede cafe Cocio med alt inventar til 1,9 mio. kroner.
Men tre år gik, og ingen køber slog til.
Salgsprisen for caféen blev så i starten af 2024 sat ned til 925.000 kroner. Men det fik heller ingen seriøse købere til at slå til.
Det blev i stedet Thisted kommune der i foråret overtog caféen til de 925.000 kroner.
Købssummen kom fra en stor donationsgave på 10 mio. kroner fra Sparekassen Thy til Thisted by i anledning af byens 500 års købstadsjubilæum.
Det er penge, der er til en større renovering af Storetorv, og i de planer indgik den nedlukkede cafe ikke.
Kommunen valgte efter en offentlig budrunde uden resultat, i stedet at sætte Cafe Cocio på auktion. Den auktion indbragte kommunen 100.000 kroner netto.
Fredag var tiden så kommet til, at caféen skulle fjernes af den nye køber. I tre dele blev den adskilt og på blokvogn kørt til en køber fra Mors. Ligeher.nu kender navnet, men køberen vil ikke sit navn nævnt.
At caféen ikke kunne indbringe en højere budsum, har Tobias Gertsen, sektionsleder hos Thisted Kommune, affundet sig med.
- Vi havde naturligvis håbet på mere. Men på den anden side, så fulgte der en del omkostninger med for køber. For køberen skal få den fjernet og renoveret op, så den kan godkendes til opstilling et nyt sted. Vi er nu glade form at caféen er væk, siger han.
I næste uge går Sennels Entreprenører i gang med at få ryddet op på pladsen, som den kan indrettes til et hyggeligt midlertidigt byrum indtil Thisteds byjubilæum.
- For på stedet skal den store festscene placeres, hvor blandt andre Jonah Blacksmith skal spille, lyder det fra Tobias Gertsen.
Koncerten med Jonah Blacksmith er lørdag 10. august kl. 16.00.