
Så fik Mikael nøglerne til sin darling. Og planerne er store
Ny forpagter vil puste liv i lokalerne uden for sæsonen
1. september fik den nye forpagter, Mikael Andersen, nøglerne til Agger Darling, som ligger på havnen og ejes af Agger Havn Feriecenter.
Den nye mand ved roret på Agger Darling har mange planer på tegnebrættet, som han sammen med en flok håndværkere fra 18. september og frem til åbningen 6. oktober nu går i gang med at skabe nye rammer til. For planerne med Agger Darling er ikke blot mange, men også store.
- Jeg vil skabe en helårsforretning i de her skønne lokaler. Der skal året rundt være restaurant, hvor jeg går tilbage til det oprindelige koncept a lá Madbar. Og så vil jeg indrette det store lokale med en scene, så jeg kan afvikle små intime koncerter med plads til 150 gæster i lokalet, som også skal indrettes, så det er velegnet som festsal for større selskaber, forklarer Mikael Andersen.
Det der med tilberedning af mad, har han ikke den store erfaring med, så derfor har han ansat kokken Mads Zartow, som kommer til at styre gryderne og menukortet. Men når det kommer til at arrangere koncerter, er Mikael Andersen helt på hjemmebane.
- Jeg har været i musikbranchen i 20 år og har i løbet af de seneste 14 år oparbejdet festivalen Fyrfest i Viborg. Den har jeg netop solgt, så jeg kan hellige mig arbejdet her i Agger fuldt ud, fortæller han.

Mikael Andersen har gennem årene fået et stort netværk i musikbranchen og nært kendskab til de fleste store danske musiknavne, som han nu allerede med succes har på sit koncertprogram på Agger Darling dette efterår.
Og det er navne som Die Herren, som åbner koncertrækken den 14. oktober, til Poul krebs, Steffen Brandt, Anne Dorthe Michelsen og Søs Fenger for bare at nævne nogle af de kendte danske musiknavne, som udgør 16 koncerter fra den 14. oktober til den 16. december.
- Jeg har fået en ovenud god respons på mit koncertprogram, hvor jeg startede med salg af billetter den 1. september, og i løbet af en uge kan jeg melde udsolgt på fire koncerter og stort set udsolgt på mange flere. Så jeg er tilfreds med starten, siger han.

Men der skal lige laves en hel del om ved indretningen af lokalerne. Ikke mindst skal der bygges en scene, baren i det store lokale skal flyttes, så der bliver plads til 150 siddende gæster til koncerterne. Blandt meget andet.
- Planen er, at jeg vil arrangere 40-50 intime koncerter om året, som kommer til at ligge udenfor turistsæsonen i juni, juli og august for at skabe lidt liv i de mørke og kolde måneder, fortæller Mikael Andersen.
I forbindelse med hver koncert vil 35 gæster kunne booke en middag i restauranten før koncerten. Og i det hele taget er planen på den lange bane frem til sommer, at restauranten skal holde åben hver dag klokken 11-23. Denne vinter holdes der dog lukket mandag og tirsdag.
Så med håndværkere i sving med at skabe nye rammer og en stort set booket koncertrække dette efterår, er Mikael Andersen en tilfreds mand, der kun glæder sig til at åbne dørene for restauranten den 6. oktober og fyre den af 14. oktober med en koncert med Die Herren, som skal indvie den nye scene.