Billede beskrivelse

Så er den sidste pølse røget over disken

02. januar 2024 kl. 16.16

Nu er det slut med at få serveret pølser, pølsemix, burgere og andet grillmad hos Klostertorvets Pølsevogn i Nykøbing.

I dag, tirsdag, langede indehaver Heidi Overgaard nemlig den sidste pølse og grillmad over disken.

Allerede i morgen onsdag – om snestormen det vil - begynder håndværkerne nemlig at omdanne pølsevognen til en Kylling & Co. Derfor var det med en underlig følelse, at Heidi Overgaard, der har solgt pølser og andet godt fra stedet i 16 år, i løbet af tirsdagen tog imod de sidste bestillinger på pølser og andet grillmad.

- Men nu synes jeg, at tiden er inde til at prøve noget nyt. Så da i efteråret fik muligheden for at blive franchisetager af Kylling & Co, slog jeg til. Og pølsevognen, som jeg selv ejer på lejet grund af kommunen, passer jo fint ind i Kylling & Co konceptet, siger hun.

Billede beskrivelse

Godt modtaget

Der var også lidt blandede følelser i pølsevognen tirsdag middag, da mange faste kunder kom for at indtage den sidste pølsemix, hotdog, møllehjul og de andre grillretter, som de nu i 16 år har kunnet købe hos Klostertorvets Pølsevogn.

Men stemningen var alligevel god, for selvom mange kommer til at savne et sted på øen, hvor de kan få grillmad, som den klassiske pølsemix, så var der en positiv interesse for at prøve noget nyt – nemlig det sundere alternativ til pølser, som kylling & Co konceptet byder på.

- Det er blevet rigtigt godt modtaget, at vi nu omdanner pølsevognen til en Kylling & Co med en stor salatbar i det ene hjørne, som er fast tilbehør til de fleste kyllingeretter. Konceptet er baseret på take away, men jeg beholder et par siddepladser i vognen, forklarer Heidi Overgaard.

Heidi skal på kursus

Ombygningen af pølsevognen er som sagt gået i gang, og pølsevognen bliver nu også udstyret med Kylling & Co logoet på det nye facadedesign på ydersiden af vognen. Efter planen slår Heidi Overgaard dørene op til den nye Kylling & Co den 7. marts.

Men først skal hun på kursus hos Kylling & Co i Ikast, hvor hun skal oplæres i at lave alle deres kyllingeretter og ikke mindst deres thai-menuer. Og samtidig konstaterer hun, at tiden i dag er blevet en anden, siden hun for 16 år siden slog sig ned med sin pølsevogn på Klostertorvet.

- Mange er begyndt at tænke mere sundt og vil gerne sætter tænderne i mad, som er tilberedt af sunde råvarer. Så jeg er sikker på, at konceptet Kylling & Co vil blive godt modtaget af nye som gamle kunder, siger Heidi Overgaard.

Billede beskrivelse

Både det gode faste personale og Heidi selv glæder sig til skifte pølser ud med kylling. Heidi lover at holde alle orienteret om, hvornår hun præcist åbner – men som udgangspunkt er den planlagte dato den 7. marts.

Og med skiftet fra pølsevogn til Kylling & Co forsvinder den sidste pølsevogn på Mors, hvor man kan få grillmad som pølsemix og diverse burgere. Og det er der flere kunder, der kommer til at savne, erkender Heidi.

- Men jeg håber, at de vil komme til at synes godt om det nye koncept, som jo er et sundt alternativt til karry wurst og pølsemix, siger Heidi Overgaard, der således glæder sig til at introducere det nye menukort for de faste kunder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste