Poul Erik og Helle tror på fremtiden for deres nye café: - Vi tager den et lille skridt ad gangen
NYKØBING: Det var en flere år gammel drøm, der blev forløst for den nu 67-årige Poul Erik Jespersen, da han sammen med sin bedre halvdel, 52-årige Helle Ballegaard Mortensen, for godt en måned siden åbnede café i gågaden i Nykøbing under navnet Café Jespersen.
- At du gider i din alder, har mange sagt til mig. Men jeg gider godt, for det har været en gammel drøm for mig at starte café. Nu bød de rigtige lokaler sig så til i gågaden i Nykøbing, og da Helle og jeg havde været forbi nogle gange og se dem an, var vi enige om at slå til, siger Poul Erik.
Mens Helle har ”gågade-kendskabet”, som opvokset i Nykøbing, har Poul Erik, der er økologisk landmand og driver det med dyrkning af frugter og bær i Krejbjerg i Vestsalling, mange års erfaring med at bruge sine egne råvarer i hjemmelavede kager og flødeis.
Det kommer nu de lokale og turister til gode i Nykøbing, hvor den nye café har haft pænt besøg den første måneds tid, hvor især de mange gæster til Kulturmødet fandt vej til kaffe, kage og is i gågaden, men også mange turister fra lande som Tyskland, Holland, Belgien og Sverige.
- Vi har også været begunstiget af godt vejr, men nu, hvor sommeren er gået på hæld, kan vi godt mærke, at der i vores branche vil være gode måneder med masser af travlhed og stille måneder, hvor der bliver længere mellem gæsterne. Men, det var vi bevidste om, inden vi åbnede, siger Poul Erik.
Som ny i bybilledet har Poul Erik og Helle dog valgt at holde åbent alle ugens dage og ellers justere de daglige åbningstider efter, hvornår gæsterne kommer ind.
- Sådan bliver det også med det udvalg, vi kommer til at have i caféen. I stedet for at tage for store skridt, der får bukserne til at revne, så tager vi små skridt ad gangen og ser, hvad det er kunderne efterspørger, siger Poul Erik.
Det har senest ført til, at sortimentet er blevet udvidet med frisksmurte sandwich, og med julen rundt hjørnet, bliver der tænkt på æbleskiver og gløgg hos Poul Erik og Helle.
- Vi er i den forbindelse ved at søge en spiritusbevilling, for vi tænker også, at kunderne gerne vil have mulighed for at kunne nyde et glas vin til en sandwich, en portvin til kagen eller en Baileys til kaffen, siger Poul Erik og tilføjer, at udeservering også står på fremtid ønskeseddel.
- Vi er blevet modtaget så godt og er faldet så godt til, at vi tror på fremtiden for vores nye café. Vi tror selv på, at vi skal være her i mange år, så derfor er det også, at vi tager den med små skridt ad gangen og udvikler vores café stille og roligt, siger Poul Erik.