Billede beskrivelse

Populært mikrobryggeri fra Thy deltager ved lokal ølfestival

30. juni 2024 kl. 17.02
Opdateret kl. 18.19

HURUP: Aagaards Ølleri i Hurup kommer i godt selskab, når de den 7. september deltager ved dette års Thisted Ølfestival, der arrangeres af Ølentusiasterne i Thisted. 

Og det glæder de otte ølglade mænd, som står bag mikrobryggeriet; Henrik Pedersen, Ole Kirk, Ib Thinggaard, Kurt Strangholt, Benny Kirk, Bjarne Breinholt, Nikolaj Kirk og brygmester Martin Bertelsen.

Aagaards Ølleri havde i 2021 stor succes med at sætte ølleriet på folkeaktier gennem en crowfunding, hvor de på blot en uge indsamlede en startkapital på 250.000 kroner. 

Billede beskrivelse

For to år siden flyttede Ølleriet ind i deres nuværende lokaler på Aagaarden ved Hurup – og deraf kom også navnet Aagaards Ølleri med tilnavnet Haandgjow i Thy. Og siden da er det gået stærkt med at producere øl. I dag har de et stort og varieret sortiment af specialøl i produktion – og der er nye på vej, oplyser Henrik Pedersen på vegne af gruppen.

- Vi er rigtig glade for, at vi i år kan deltage på Ølfestivalen, hvor vi kommer i selskab med andre ølentusiaster, som os selv. Vi fik også muligheden for et par år siden, men da mente vi ikke, at vi var klar. Men det er vi i år, og vil glæder os til at vise vores specialøl frem og få feedback fra ølkendere, som deltager på festivalen, siger han.

Aagaards Ølleris brygmester er Martin Bertelsen – og han vil være til stede alle dage på festivalen.

Lancerer ny øl til Fyrspillet

Sidste nye øl, som nu er klar på flaske er ”Refsøl” - en blanc ale med lynghonning fra Thy. Nyheden bliver præsenteret ved dette års Fyrspil, der opføres fra den 3. april til den 7. juli i haven til Aagaard, hvor ølleriet selv har til huse.

- Her vil det blive muligt at købe og smage vores nye Refsøl, som er i den lidt mildere klasse på 5,6 procent. Vi vil også have Refsøl med til Ølfestivalen til september, lover Henrik.

I maj lancerede ølleriet deres nye Aagaard Porter, en mørk øl med meget dejlig smag. Og den har de haft rigtig god succes med ligesom deres meget populære Hawgus. Sidste år fik det lille mikrobryggeri nemlig den store anerkendelse, at Michelin-restaurant Tri i Agger valgte at servere specialøllen ”Hawgus” fra Aagaards Ølleri for deres gæster - hvilket de stadig gør.

De gode specialøl fra Aagaards Ølleri har fundet vej til flere specialbutikker rundt om i landet. Her i området sælger ølleriet selv deres øl fra fra Aagards Tekstil- og Læderhåndværk Butik på Aagaarden, hvor de har til huse samt på Hotel Thinggaard i Hurup, Vorupør Røgeri, Agger Surfer og hos Thy Specialhandel i Hurup og Thisted. Blandt andet. 

Billede beskrivelse

For Aagaards Ølleri har stor succes med at få deres øl ud til forhandlere med forkærlighed for specialøl, så listen over salgssteder vokser. Man kan finde flere oplysninger om Aagaards Ølleri på deres Facebookside.

Og til september kan alle med en billet i hånden og som deltager i den populære “Tour de øl” få mulighed for at smage den gode øl fra det lokale mikrobryggeri Aagaards Ølleri - Haandgjow i Thy.

- Vi glæder os til at give smagsprøver på vores øl til de 1500 gæster, der har indfriet billet til Ølfestivalen. Og vi kommer i fint selskab, når vi bliver én af de 30 mikro- og mellemstore bryggerier, der deltager ved festivalen, lyder det fra Henrik på vegne af den lille gruppe ølentusiaster bag Aagaards Ølleri, der har det lille bryggeri som en hobby ved siden af deres faste jobs.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste