Billede beskrivelse

Populært besøg hos pølsevogn: Nu er salget af sandwich eksploderet

22. december 2023 kl. 19.01
Opdateret 28. december 2023 kl. 13.48

Der kom i den grad run på bestillingerne af ribbenssandwich hos pølsevognen Den Glade Gris i Nykøbing, efter han havde besøg af Henrik Skovmand, som kom forbi og smagte hans sandwich. 

Det var læserne af LigeHer.nu Thy-Mors, der havde stemt på, at Skovmand skulle besøge Den Glade Gris i rækken af hans udsendelser ”Skovmand smager på Nordjylland”, som i uge 47 kom forbi Nykøbing.

- Han besøgte mig en onsdag, hvorefter udsendelsen blev lagt ud på Facebook. Og da skete der noget. Om lørdagen havde jeg dobbelt så mange bestillinger på mine ribbenssandwich, end jeg plejer. Og jeg kan stadig mærke, at Niels Skovmand har været forbi. For salget på mine ribbenssandwich er steget med omkring 20-30 procent. Og det er jeg da rigtig glad for, siger pølsemand og ejer af Den Glade Gris, Anders Ladefoged.

En fast og en mobil pølsevogn

Han fik sin første pølsevogn den 1. november 2015, og den står nu fast alle dage undtagen søndag foran Tømmergaarden i Nykøbing. Og det har altid været med pølser, hot dogs – og den lækre og saftige ribbenssandwich på menukortet.

- Jeg har siden starten haft det sådan, at jeg vil holde mig til de ting, som jeg er god til. Og det er pølser og ribbenssandwich. For jeg vil ikke gå på kompromis med den gode kvalitet, siger den glade pølsemand.

Det gik så godt med den faste pølsevogn, at Anders Ladefoged for nogle år siden købte en mindre mobil pølsevogn, som han bruger ved festlige lejligheder.

- Folk kan hyre mig til at komme forbi med den lille pølsevogn, når de for eksempel har en fest, hvor der også er natmad, som jeg bestilles til - eller til et rejsegilde. Og her kan man igen vælge mellem pølser, hot dogs og ribbenssandwich eller alle tre dele, forklarer han.

Billede beskrivelse

Sidste pølsevogn på øen

Og det er kun gået godt, siden han slog sig ned som pølsemand. Han har mange gode faste og trofaste kunder, der kommer forbi og får en hurtig frokost og lidt pølsesnak. Og snart er Den glade Gris den eneste faste pølsevogn i Nykøbing – ja sågar på hele øen.

- Når Klostertorvets Pølsevogn fra årsskiftet bliver til en Kylling & Co, så er jeg den sidste og eneste pølsevogn på øen, hvor man kan komme og få en pølse eller en ribbenssandwich langet over disken og spise den ved vognen. Mange har i den forbindelse spurgt, om jeg så begynder at tage pølsemix, pommes fritter og andre af den slags retter på menukortet. Men her er svaret nej! Jeg holder mig til mit gode gamle koncept, lyder det fra Anders Ladefoged.

Så han fortsætter med både røde og ristede pølser samt pølser i svøb – og så ribbenssandwich, som han tilbereder af en ribbenssteg af god kvalitet.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste