Populær cafe venter på købere: Nu har ejeren et godt tilbud
I knapt tre år har Cafe Cocio på Store Torv i Thisted været lukket.
Trods et par henvendelser fra interesserede er det endnu ikke lykkedes ejer Kim Johansen at finde en ny ejer til den populære og meget velbeliggende cafe, der siden 2016 er blevet drevet af hans datter Christina.
Nu er prisen for caféen med alt inventar, maskiner og fuldt møbleret sat kraftigt ned til 925.000 kroner - det er under halvdelen af den oprindelige salgspris på 1,9 mio. kr.
- Ja, det er billigt. Men jeg vil bare gerne af med den. Jeg er også klar til en billig forpagtningsaftale - bare så der sker noget, lyder det fra Kim Johansen.
- For caféen skal da i gang igen. Det er byens uden sammenligning bedst beliggende cafe. Og der venter en god forretning, hvis den kommende ejer eller forpagter er klar til at give den en skalle. For vi ved at den trækker rigtigt mange kunder. Det var vi selv oplevet mange gange med fyldt i caféen og på de mange pladser udenfor.
- Interessen for, at madstedet skal åbne igen, er stor. Det har vi tydeligt mærket, når vi har haft enkeltarrangementer i caféen. Så har mange spurgt, om vi var ved at åbne igen. Desværre måtte vi skuffe dem.
Caféen er reelt klar til at åbne i morgen. Alt inventaret står urørt fra den gang, Christina drev den. Det kan ikke være nemmere at komme i gang for nye folk, lyder det fra Kim Johansen, der i det hele taget mener, at Cafe Cocio-bygningen burde kunne være hjemsted for en eller anden form for aktivitet - ikke kun cafe.
- Det kunne være som en kombi med cafe og turistkontor. Mulighederne er mange, siger han.
Men uanset - kontakt os via Fjordland Mæglerne. Så tager vi en snak og finder vi en god aftale, lyder det fra Kim Johansen.