Pizzamand stopper - men kunderne kommer ikke til at mangle gode pizzaer
SJØRRING: Sjørring pizzamand siden 2017, Jewan Osman Ali, har besluttet at skifte grydeske og pizzahjul ud med saks og kam.
Fra første juli er han frisør i Nykøbing og afhænder derfor sin forretning i stationsbyen.
Men det betyder ikke, at Sjørring kommer til at mangle friskbagte pizzaer med sprød skorpe og favoritfyld.
Ny chef bag disken er snart Libda Alali. Hun skal dog ikke selv lave alle pizzaerne. Til det får hun hjælp fra Frederikshavn og Kawroz. Han er erfaren og har lavet pizzaer i 20 år. Nu flytter han til Thy og skal hjælpe til i Sjørring.
Ejer af pizzariet er Linda Alalis mand, frisør Dalil Otman, som mange vil kende fra Nytorv i Thisted, hvor han i en årrække har haft Simon´s Frisørsalon.
- Nu glæder vi os til at komme i gang med at lave rigtigt gode pizzaer til Sjørring-området. Til at begynde med bliver der ikke lavet meget om. Men både menuen og pizzariaet skal gennem en opgradering og renovering. Der kommer også nye retter på spisekortet - blandt andet nye grill-retter.
- Men nu skal vi lige i gang, og vi håber, at folk i Sjørring vil støtte vores pizzarestaurant “Sjørring Pizza & Grill", som vi overtager fra 1. juli, lyder det fra Linda Alali.
Hun er under uddannelse til pædagog, som hun lige tager en pause fra for at passe det nye familiepizzaria i den gamle krobygning i Sjørring.