Billede beskrivelse

Pia og Nichlas har fået en flyvende start på ”Holmen”

15. oktober 2025 kl. 14.00

NYKØBING: Efter fire år med Per Glud Primdahl i spidsen, overtog Pia Justesen og Nichlas Bæk Poulsen ved månedsskiftet Café Holmen på havnen i Nykøbing.

Og de nye indehavere har fået en flyvende start på den nye tilværelse som selvstændige i restaurationsbranchen.

- Vi har fået en fantastisk flot modtagelse med rigtigt mange gæster, både dagsgæster og selskabsgæster. Så vi har haft travlt, men det er vi kun glade for, smiler Pia.

En drøm gik i opfyldelse

Pia og Nichlas på henholdsvis 49 og 24 år, er ikke et par privat, men kun professionelt, og har lært hinanden at kende på deres tidligere arbejdsplads, Sallingsund Færgekro, hvor hun var tjener, og han kok.

- I løbet af de to år, vi arbejdede på færgekroen, lærte vi hinanden godt at kende. Vi gik godt i spænd sammen, og når snakken faldt på, at vi gerne ville have vores eget sted, så syntes vi begge, at det kunne være en drøm at overtage den flotte bygning på havnen. Så ville tilfældet, at vi ad omveje hørte, at Per ville afhænde Café Holmen, og på under to måneder faldt det hele på plads, fortæller Pia.

Billede beskrivelse

De mange gæster, som allerede har spist på ”Holmen”, har lagt mærke til, at det er blevet nye tider med de nye indehavere. Nichlas har udviklet et nyt menukort, hvor man ud over traditionelle caféretter, som burgere og fish´n´chips, nu også kan nyde en god bøf, en wienerschnitzel, en fiskeret eller en menu med to eller tre retter fredag og lørdag aften.

Mere på programmet

- Vi har allerede nu planer om at holde mere åbent om aftenen, og så har vi planer om at lave forskellige temaaftener og arrangementer, som også kunne være med musik, siger Pia.

Men lige nu har de nok at se til, for rundt om hjørnet venter jul, og så skal der pyntes op i hele huset og laves julelækkerier i køkkenet.

- Vi er allerede så langt, at vi har lagt vores julemenuer ud på vores hjemmeside. Og det er julemad, som både kan bestilles ud af huset, men også nydes her i caféen Og så kommer vi selvfølgelig også til at lave gløgg og andet, vi forbinder med jul, siger Nichlas.

Café Holmen holder åbent fra 10.30-17 tirsdag, onsdag, torsdag og søndag. Fredag og lørdag til klokken 22.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste