Billede beskrivelse

Øl i hanerne, gin i glasset og skippersnak på havnen

13. august 2024 kl. 17.00

NYKØBING: Når Fulton lægger til kaj til årets Kulturmøde i Nykøbing bliver det med Fjord Bryggeri og Destilleri i den gamle toldkammerbygning som nærmeste nabo. 

Og de to indehavere af det nyåbnede minibryggeri- og destilleri, Niels Otto Skærbech og Bo Larsen, er klar med syv slags øl i hanerne og gin på flaske. Bordene bliver sat ud på terrassen, så man kan sidde og nyde en kølig øl eller en lille sundowner med gin i glasset.

- Vi er klar til de mange besøgende, der kommer ned til havnen under Kulturmødet, og især de arrangementer, som kommer til at ske omkring skonnerten Fulton af Marstal, har vi særlig fokus på. Hvis vejret det vil, så sætter vi nogle ekstra borde og stole ud på terrassen og udvider med nogle ekstra udendørs siddepladser, så man kan sidde og nyde udsigten til den tremastede skonnert, fortæller Niels Otto Skærbech.

Billede beskrivelse

Skippersnak og øl i glasset

Under Kulturmødet er der hver dag programsat et arrangement med Fultons skipper Jakob Jensen, som fortæller om skibets historie og om dagligdagen på Nationalmuseets sejlende ungdomsskib.

- Vi har lavet en løs aftale med Kulturmødets arrangører, at vi godt kan huse de foredrag i vores indendørs lokaler, hvis der bliver dårligt vejr. For foredragene med Fultons skipper er jo planlagt til at foregå under åben himmel ved skibet. Men vi håber alle på godt vejr, og bliver der brug for at rykke ind under et tag, så er vores lokaler perfekte til at huse arrangementet, siger Niels Otto Skærbech.

Lancerer nyhed under Kulturmødet

Men uanset vejret, så kan man komme og nyde en øl og en gin hos Fjord bryggeri og Destilleri enten inde eller ude på terrassen, som blev indviet ved dette års Skaldyrsfestival. Og der er nogle nyheder i hanen og på flaske.

- Vi har netop lanceret vores nye Humle Haven, som er en engelsk inspireret IPA. Og vi er netop ved at tappe vores nye gin, som er den første gin, vi har lavet på vores nye anlæg. Den har en ren smag, som dog er lidt citrus inspireret. Man kan nyde vores øl og gin hos os eller købe dem i vores lille butik, siger Niels Otto Skærbech.

Så under Kulturmødet er der masser af øl i hanerne, gin i glasset og en masse sømandsnak ved og omkring den gamle Toldkammerbygning, der sidste år blev indrettet som minibryggeriet, Fjord Bryggeri og Destilleri.

I år blev det ikke til en Kulturøl – men det bliver der måske ændret på næste år, lover Niels Otto Skærbech.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste