Ny café i Klitmøller: Viking Surf House vil være hele byens mødested
KLITMØLLER: Klitmøller har fået en ny café med uformel surferånd. I weekenden slog Viking Surf Housedørene op – en café og surfcamp, der både skal fungere som base for surfskole og som et afslappet samlingssted for både lokale, turister og surfere.
Den nybyggede café ligger centralt placeret på byens sidste ledige grund langs hovedgaden med masser af synlighed, en stor træterrasse hele vejen rundt og rigeligt med parkeringspladser. Bag initiativet står Peter Strøbech og Erik Jensen, som de seneste fem år har drevet surfskole i Klitmøller.
– Vi startede helt simpelt med en container som base, men efter tre forskellige adresser trængte vi til et fast sted at kalde hjem, fortæller Peter Strøbech, der kom til byen for 12 år siden – og blev hængende.
Med ønsket om at kombinere surfskole med et socialt mødested, tog de springet og købte grunden. Byggeriet gik i gang i marts med hjælp fra FJ-Byg i Nors – og nu står resultatet klar: en café, der skal være åben og inkluderende.
– Vi ville skabe et sted, hvor folk hænger ud – ikke kun surfere, men også lokale, gæster i byen og turister. Et sted hvor man gør et pitstop til en kop god kaffe og noget lækkert at spise, et glas koldt øl, eller en is, siger Strøbech.
Menukortet er enkelt og imødekommende med tre daglige menuer:
Morgen: baristakaffe sprød surdejsbolle, og morgenmadsplatte
Frokost: flere slags sandwich sandwich
Aften: tre slags pizzaer.
– Vi starter simpelt, men planen er at udvikle menuen løbende i samarbejde med vores cafébestyrer Mie Bergmann – og med input fra gæsterne, siger Peter Strøbech.
Viking Surf House har åbent hver dag fra kl. 9 til 21 frem til efterårsferien – og hvis solen skinner og stemningen er god, bliver dørene ikke lukket kl. 21.
– Allerede nu mærker vi en kæmpe opbakning. Det er fedt at se, at folk bruger stedet som vi håbede. Det giver virkelig energi, siger Strøbech.
Med en kombination af surfkultur, god kaffe og et sted at mødes, vil Viking Surf House være mere end en café – det skal være Klitmøllers nye hæng-ud-sted for alle.
Viking Surf House ligger lige hvor Klitmøller å løber under Ørhagevej - adressen er Åstien 2.