Birgitte Grandahl har drevet Café Sillerslevhavn denne sommer. Hun glæder sig over, at Morsø Kommune har fået bevilget 441.000 kroner til en ny café og, at planerne dermed er kommet et skridt nærmere realisering. For kommer der ikke til at ske noget - siger hun stop. Arkivfoto: Bo Lehm
Mad og drikke

Ny café er et skridt nærmere - Birgitte glæder sig

Jeg bliver ikke, hvis det her fortsætter

18. oktober 2021 kl. 11:15
Bygningen var tænkt som dagligstue til sejlerne. Det er planen, at det skal den blive igen. Arkivfoto: Bo Lehm Foto: Bo Lehm

Sådan lyder det fra Birgitte Grandahl, der driver Café Sillerslevhavn på Sydmors. Hun vil helst kaldes Gitte, så det gør vi også her.

- Der er simpelthen for lidt plads. Der er for lidt køkkenplads, opbevaringsplads og køle-fryseplads til, at det kan komme til at blive en god forretning. Vi knokler oveni hinanden, siger Gitte, som derfor glæder sig over, at processen med at bygge en ny og tidssvarende café på havnen er kommet et skridt nærmere.

Planen er kommet et skridt nærmere realisering efter, at Morsø Kommune har fået tildelt 441.000 kroner i FLAG-midler.

Den eksisterende café var tænkt som opholdsstue for sejlerne - og slet ikke som café. Det har derfor været en håbløs opgave at drive café i lokalerne, og skiftende forpagtere har også sagt stop. Det er svært at skabe et levebrød af noget, som ikke har den fysiske kapacitet. Den problematik er Morsø Kommune opmærksom på, og derfor skal der bygges en ny café. Lokalplanen er på plads, og nu er Morsø Kommune i gang med at finde midlerne. Oprindeligt var projektet estimeret til knap syv millioner kroner. Det er sidenhen blevet justeret ned. De første 2,5 millioner kroner er allerede skrevet ind i budgetforliget og med de 441.000 begynder det at nærme sig. Morsø Kommune har også søgt nogle fonde, og håbet er, at finansieringen er på plads i begyndelsen af det nye år. Da lokalplanen er på plads, mangler der derfor kun en byggetilladelse.

- Det er sådan, at hvis planerne ikke bliver til noget, så siger jeg stop. Og det vil være ærgerligt, siger Gitte og fortsætter:

- For der er masser at lave her. Her kommer så mange mennesker, og der kommer mange sejlere som autocampere. Det nye autocamper-område bliver virkelig brugt, så det vil være ærgerligt, hvis der ikke er en café her, siger Gitte Grandahl.

Hun ønsker ikke at rende fra pladsen utide, men omvendt så skal tingene også hænge sammen.

- Når jeg ikke kan tjene nok penge i højsæsonen på grund af pladsmangel, så har jeg ikke nok midler til, når det bliver lavsæson, siger hun.

Gitte har drevet caféen siden maj i år, og hun har endnu ikke taget en løn ud til sig selv. Men hun har betalt regningerne.

- Jeg vil ikke slæbe mig selv ihjel, siger hun og fortsætter:

Der er en god fremgang for havnen, og man skal altså smede mens jernet er varmt. Desuden så bakker byens borgere også op om caféen, så det betyder noget for lokalområdet, siger hun.

Gitte er en dame med ben i næsen og drømme for stedet; Hun vil gerne lave rigtig mad til kunderne. Gode bøffer, schnitzler, a la carte-retter og gerne have muslinger på menuen.

- Jeg vil noget mere - og gerne gammeldags mad. Jeg vil også gerne lave mad ud ad huset og smørrebrød.

Hun håber, at den nye café snart bliver en realitet, og hun glæder sig over at kunne være med til at starte noget nyt, stort og flot op.

Når den nye café er på plads, er det planen, at den eksisterende café skal moderniseres og indrettes påny som et sted for det sejlende folk.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu