Nu er kendt spisested solgt: Her skal det placeres
THISTED: Det kendte spisested Foderbrættet, der blev sat til salg til spotpris, har nu fundet en ny ejer og snart en ny lokalitet som cafeteria og grillbar.
Sælger Trond Lundby fortæller, at interessen for at overtage den nøglefærdige og moderne grillbar har været stor.
- Jeg har haft fem seriøse henvendelser. Men det blev en køber i Støvring, der kom først, siger han.
Foderbrættet får snart nyt liv i et transportcenter ved motorvejen ved Støvring. Og køberen har indtil 1. marts 2023 at få grillen fjernet.
- Men jeg tror, at det bliver før. Den nye ejer er allerede ved at få støbt sokkel, og afmonteringen i Thisted er begyndt, lyder det fra Trond Lundby, der selv er nabo til Foderbrættet.
- Det er kommunens grund. Men jeg har aftalt med kommunen, at jeg rydder op, fjerner det der ligger i jorden, og bagefter planerer grunden. Så vil grunden ligge klar til, hvad kommunen måtte ønske, der skal ske.
Trond Lundby fortæller også, at der stadig kommer kunder og tager i døren.