Niels og Inger steger tusinder af "deller" for ungdommens skyld
HURUP: At fisk er sundt er uomtvisteligt.
Og omsat til fiskefrikadeller kommer det sunde mange unge til gode i Hurup.
Hver mandag i skolernes sommerferie er det frivillige "frikadellehold" under Hurup Fællessport nemlig på plads på torvet i gågaden for at stege i tusinder af "deller" for herefter at sælge dem frisk fra pande til de sultne besøgende til handelsbyens Store Torvedage.
- Og de penge, vi tjener, kommer ungdommen til gode i de enkelte foreninger under Hurup Fællessport, forklarer Niels Rasmussen.
Han er en af fire herrer på frikadelleholdet, der passer "stegedamerne" op med alt det praktiske.
- Vi henter farsen fra morgenstunden hos Agger Fiskebil og sørger for at stille "køkkenet" op og ellers hjælpe til som praktiske grise efter behov, siger Niels.
En gammel opskrift
Blandt damerne i køkkenet, er Niels' egen kone, Inger Kurdahl, der er forhenværende formand for fællessporten.
Sammen med en håndfuld andre frivillige damer sørger hun for, at farsen bliver tilsat smagfulde ingredienser fra en gammel opskrift, inden de kommer op at syde på panderne.
- Oprindeligt var det nogle fra Doverodde, der startede op med at lave fiskefrikadeller. Sidenhen overtog Hurup Fællessport så den aktivitet, men det er stadig den gamle opskrift fra Doverodde, vi bruger, siger Niels.
Og den opskrift falder i de besøgendes smag, for allerede flere minutter før salgsboderne åbner på torvet, står der folk i kø.
- Vores fiskefrikadeller er en populær spise. Så populær, at vi her til morgen hentede 40 kilo fars, og til sammenligning lavede vi sidste år fiskefrikadeller af 260 kilo fars i løbet af de seks torvedage.
- Så alle de sultne besøgende til torvedagene er med til at give os et pænt overskud til gavn for ungdommen under Hurup Fællessport, smiler Niels og tilføjer, at der alt i alt er 20-25 frivillige på frikadelleholdet.