Niels bringer smagen af Thy til Danmarks fineste køkkener
SØNDERHÅ: Udefra ligner det egentlig en helt almindelig gård.
Men foruden to venlige hunde, er der ingen dyr at finde på Niels Christian Bach Nielsens gård i Sønderhå, som han driver som 5. generation.
Lige her på Legindvej i Sønderhå står han og hustruen Dorthe Nielsen nemlig i spidsen for Thy Økobær - et lille, håndholdt familieforetagende, der producerer økologisk saft, vin og likør, og som samtidig lægger hus til både Grønnegårdens dressing og Vild Is.
Forvandlingen begyndte i 2010, da de første buske blev plantet. Dengang var Niels Christian Bach Nielsen minkavler, og det var han i hele 37 år, inden han og familien i 2018 sagde endegyldigt farvel til minkene.
- Det var bare en tid, der var slut for os. Dorthe var nok klar til at vinke farvel til dem, før end jeg var. Men i dag fortryder jeg det bestemt ikke, fortæller han.
Produktionen hos Thy Økobær er alt andet end industriel. I det lille produktionslokale står to store kipgryder. I den ene rører de Grønnegårdens dressing - mange, mange tons om året.
I den anden koger de saft på solbær, ribs, stikkelsbær og andre bær fra egne marker. Hver flaske bliver håndteret syv gange, før den står klar til salg.
- Det er jo håndværk, og det er jo også derfor, vi ikke er større, siger han.
Alligevel når saften vidt omkring, og i dag kunne Thy Økobær let afsætte meget mere, end de kan være med til at producere.
- Da vi startede var sagen en anden. Dengang kunne vi afsætte omkring en tredjedel, siger han.
Thy Økobær råder i dag over 15 hektar med bær, mens 10.000 planter ligger klar og venter på at komme i jorden.
- Vi skal gerne op på 20-30 hektar, fordi kan sagtens afsætte det nu, siger han.
Omkring 80 procent af produktionen sælges som råsaft til restauranter og fødevareproducenter.
På kundelisten står Svinkløv Badehotel, Domestic i Herning, Alsik i Sønderjylland, Muri i København og Restaurant Tri i Agger - for blot at nævne nogle.
Selv de verdensberømte køkkener hos Noma og Alchemist har haft smagsprøver fra Sønderhå på bordet.
- Dem, der spørger først efter historien - dem arbejder vi videre med. Dem, der spørger efter prisen, dem glemmer vi, siger Niels Christian Bach Nielsen.
For historien og håndværket er drivkraften bag alt, hvad der tappes på flaske.
Men selvom efterspørgslen er større end produktionen, er der udfordringer.
I dag er der kun omkring 15 bæravlere tilbage i Danmark - heraf blot seks økologiske. Niels håber, at flere vil gå samme vej som ham og stå sammen om at styrke dansk bærproduktion.
- Hvis den ene ikke kan afsætte bærerne, og den anden mangler - så kunne man jo ønske sig, at vi kendte hinanden, siger han.
Thy Økobær køber allerede bær ved andre avlere, når det er nødvendigt - eller muligt. Men en ting er helt sikkert - der kommer aldrig udenlandske bær i saften i Sønderhå.
- Hvis man ikke kan få det i Danmark, så laver vi det ikke. Så simpelt er det, siger han.
Og lige dér ligger måske også den eneste lighed mellem minkavlen og bæravlen. Det er den stædige tro på, at dansk kvalitet er noget særligt. Noget som er værd at betale for.
- Når jeg går på pension, så håber jeg, at vi nået så langt, at dansk bærproduktion er kendt i hele verden for kvaliteten, præcis som minkavlen var det. Hvorfor ikke?, siger han.
Thy Økobær tapper saft på flasker omkring 30 gange om året.
Resten ligger på frost, klar til næste ordre. For Niels handler det altså ikke kun om salg, men om glæden ved at skabe.
- Jeg gør det mest, fordi jeg ikke kan lade være. Det er jo sjovt at være en del af, siger han.
Man kan købe Thy Økobærs produkter i gårdbutikken på gården i Sønderhå. Der er åbent i dagtimerne i hverdage - og butikken betjenes med høflig selvbetjening.