Foderbrættet forlader torsdag Thisted med specialtransport til Støvring.
Mad & Drikke

Motorsaven måtte frem for, da kendt Thisted-grillbar skulle over Aggersundbroen

17. april 2023 kl. 19:00


Torsdag var det definitivt farvel til den engang så populære grill Foderbrættet på Dragsbækvej i Thisted.

Grillen er blevet købt af Ulrik Nielsen, indehaver af lastvognssalgsfirmaet Scandinavian Truck i Støvring.

Torsdag blev den 12,5 meter lange og 6,8 meter brede grillbar læsset på en blokvogn og kursen sat mod Støvring, hvor grillen får nyt liv ved Juelstrupparken ved afkørsel 31.

Men den store grill skulle passere Aggersundbroen på turen nordpå, og her var bygningen på 6,8 meter for bred. Det betød, at motorsaven måtte frem, og et udhæng blev savet af for at få bredden ned på seks meter, så broen kunne passeres.

Kran fra Thomas Thomsen løfter Foderbrættet på blokvognen.

- Alt gik vel, fortæller Ulrik Nielsen, der har en grund ved siden af OK-tanken på pendlerparken i Støvring.

Her skal Foderbrættet opstilles, når alle tilladelser er hevet i hus.

- Nu skal grillen gøres klar. Og jeg skal have fundet en forpagter. Går alt vel - så kan de første grillpølser og franske hotdogs langes  over disken 1. juli, lyder det fra den nye grillejer fra Støvring.

Foderbrættet er ankommet til lastvognscentret Juelsparken ved Støvring. Den er klodset op i venteposition 10 meter fra den endelig placering. Der ventes på byggetilladelsen.
Annonceret indhold

Nyeste