Billede beskrivelse

Mor og oldemor hjælper købmanden med at mætte festivalgæster

24. juli 2025 kl. 14.22

THISTED: Et rundstykke til en femmer og et smurt for en tikrone.

Det er jo rene Rema 1000-priser, og det er da også butikken i Rosenkrantzgade og købmand Christian Gregersen, der står bag ”Den lille købmand” på campen på dyrskuepladsen i Thisted under Alive Festival.

- Med op mod tre tusinde overnattende gæster til Alive Festival, så sælger vi primært rigtig meget morgenbrød, men også en hel del kolde drikkevarer og snacks hen over dagen, smiler Christian.

Han holder pop-up butikken åben fra otte morgen til otte aften torsdag, fredag og lørdag, mens åbningstiden søndag er fra otte til tolv.

Billede beskrivelse

- Så kan de frivillige, som overnatter på campen, både nå at få morgenmad og lidt frokost, inden de rejser hjem fra festivalen med tog og bus, siger han.

Det er på andet år, Christian driver ”Den lille købmand” på campen, og med butikken i Thisteds centrum til at holde ham beskæftiget fuld tid, trækker han på venner, familie og frivillige for at kunne holde åbent fra morgen til aften for festivalgæsterne på dyrskuepladsen.

Således er det mor, Inge Lise Gregersen, og oldemor, Maja Christensen, der frivilligt står for morgentjansen og både de usmurte og smurte rundstykker.

- Desuden trækker jeg på øvrig familie og venner samt frivillige fra Alive Festival til de øvrige vagter. Uden den frivillighed kunne det slet ikke lade sig gøre, hverken for mig personligt eller for Alive Festival generelt. Derfor skylder Alive Festival og jeg en stor tak til alle de fantastiske frivillige, der gør den her festival mulig og dermed også min ”Den lille købmand”, siger Christian.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste